Hele Danmarks drikkevand skal tjekkes for de skadelige PFAS-stoffer.

Som det er nu, tjekkes det danske vande for 12 af de skadelige stoffer under PFAS-gruppen, men vandværker landet over skal fremover teste mere.

Når der bliver fundet PFAS-stoffer i drikkevandet, skal vandværket hurtigt løse problemet, og det kommer i sidste ende til at betyde regninger i millionklassen, som ender hos forbrugerne. Det skriver DR.

Ifølge lovgivningen er det egentlig den, som har forårsaget den konkrete forurening, der skal stå med regningen.

Men eftersom det kan være nær umuligt at finde synderen efter årtier med gammel forurening, så er det den almindelige dansker, som ender med at skulle betale.

DR skriver, at flere partier på Christiansborg er klar til at se på, hvad der kan gøres, for de synes ikke, at regningen skal ende hos forbrugerne.

»Der er en række praktiske og principielle ting, vi er nødt til at drøfte nærmere. Men at der skal gøres noget på det her område, det er uden for enhver diskussion,« siger Mette Abildgaard, miljøordfører for De Konservative.

Også SF, Enhedslisten og Radikale Venstre bakker op – og er klar til at give producenterne en afgift.

Som det er nu, tjekkes vandet for 12 af de skadelige stoffer under PFAS-gruppen.

Men det udvides med en ny drikkevandsbekendtgørelse til 22 stoffer, oplyser miljøminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

»Vi tager PFAS meget alvorligt og kigger på alle muligheder for at sætte ind og samtidig sikre, at PFAS ikke ender i vores produkter, fødevarer eller drikkevand. Der er allerede gjort et stort arbejde, og på baggrund af det skærper vi nu kravene til vores drikkevand, så der ikke ender PFAS ude i vandhanerne,« siger Magnus Heunicke.

Det udvidede tjek af drikkevandet står til at blive et EU-krav i 2026, men indføres altså tidligere i Danmark.