Jubii-stifteren, serieiværksætter og mangemillionæren Martin Thorborg mener, at alle har råd til at deltage i Folkemødet på Bornholm, hvis de blot prioriterer det.

Men den holdning er faldet flere for brystet, og Martin Thorborg bliver af flere Twitter-brugere beskyldt for at være både privilegieblind og nedladende.

‘En femmer om dagen kan du nu nok finde. Det er 3-4 tomme flasker der skal pantes,’ lyder det blandt andet fra Martin Thorborg på Twitter, da han svarer en af de danskere, der ikke mener, Folkemødet er for alle.

Debatten startede, da Martin Thorborg, der er direktør i Dinero og serieiværksætter, delte en video fra lufthavnen på Bornholm, hvor flere var strandet og ramt af forsinkede fly. De ventende var blandt andre Brian Mikkelsen og Mogens Lykketoft, og Martin Thorborg delte videoen med teksten:

‘Så blev Folkemødet endelig folkeligt. Høj som lav er nu strandet i Bornholms Lufthavn på ubestemt tid.’

Videoen fik efterfølgende flere til at skrive, at Folkemødet ikke er for folket, da ikke alle har råd til og mulighed for at tage til Bornholm.

‘Det handler ikke om at være 'enige'. Det handler om din imponerende privilegieblindhed. Når man har omkring 1500 kr til mad og forbrug, så har man ikke 5 kr om dagen at lægge til side. Det er åbenlyst og forståeligt svært for dig at forstå, men så lyt til dem der lever i det,’ skriver brugeren Line Lazarus blandt andet, og flere andre kritiserer også Thorborg.

Martin Thorborg selv erkender, at der kan være mennesker, for hvem det er helt umuligt at tage til Folkemødet grundet eksempelvis sygdom, handicap eller høje udgifter til medicin. Han mener dog, at det langt hen ad vejen handler om prioritering.

»Hvis du sagde til folk, at de dør, hvis de ikke kommer på Folkemøde, så tror jeg, de fleste kunne. Der er nok nogle, der ikke har mulighed, men det er et fåtal i Danmark,« siger Martin Thorborg til B.T, og mener ikke selv, at hans holdning er udtryk for privilegieblindhed.

»Jeg synes ikke, jeg er priviligielind, jeg ved godt, jeg har flere penge end gennemsnittet. Det er jeg bevidst om, og det er mange år siden, jeg var fattig iværksætter, men jeg kan stadig huske det,« siger Martin Thorborg og tilføjer:

»Jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til, jeg kunne tage en helikopter til Folkemødet, og jeg kan gøre, hvad der passer mig. Men jeg er fuldt ud klar over, at for nogle mennesker er det en ting, der skal prioriteres,« siger han.

Men kan du se, at det kan virke provokerende, når en millionær som dig skriver, at folk bare kan gå ned med pant?

»Det var mere for at anskueliggøre beløbets størrelse. Rigtig mange mennesker trækker offerkortet, når der er noget, de ikke kan,« siger Martin Thorborg og tilføjer:

»Men hvis folk brugte den energi, de bruger på mig, til at starte noget eller gøre noget, så kunne de tage til Folkemøde. Hvis det provokerer nogle, så er det sådan, det er.«

Martin Thorborg understreger, at han heller ikke selv har fået noget forærende.

»Jeg skal ikke tude over noget, og jeg ved godt, jeg har det nemmere end andre mennesker. Men jeg har også lagt timer og risiko i det, så jeg har det godt med det, jeg har,« siger han.