Dumpning af slam har en ubetydelig påvirkning af vandområderne.

Sådan argumenterer myndighederne mod strid kritik af den hidtidige praksis med at hælde slam fra anlæggelsen af Lynetteholmen i vandet i Køge Bugt. Men den vurdering bygger på gammel forskning.

Det skriver DR.

I Lynetteholmens miljøkonsekvensrapport baserer man således konklusionen på en 40 år gammel videnskabelig artikel om miljøpåvirkning ved udvidelse af sejlrender i amerikanske flodmundinger fra 1981.

Den er skrevet af Fred og Anne Lee, et ægtepar, efter et samarbejde med universitetsstuderende i Texas.

De slår imidlertid fast over for DR, at de ikke forstår, hvordan deres studie fra 1981 kan benyttes til troværdigt at argumentere for, at der ikke er betydelig miljøpåvirkning ved dumpning af slam.

Flere danske eksperter mener, at antagelserne i rapporten om de ubetydelige miljøkonsekvenser er ubrugelige.

»Jeg tror ikke på de konklusioner, der er i den vurdering omkring effekten af dumpningen. Effekten er større, end der er antaget i rapporten,« vurderer professor ved Aarhus Universitet Jacob Carstensen således over for DR.

Hverken transportminister Trine Bramsen (S) eller miljøminister Lea Wermelin (S) ønsker at stille op til interview med DR, men henviser til By & Havn, som er den offentlige bygherre på Lynetteholm-projektet.

Herfra lyder svaret, at det er konsulentfirmaet Rambøll, som har inkluderet studiet, og at man har tillid til konklusionerne.