I fremtiden må samlere ikke længere jage sommerfugle, der er sårbare eller truede. 33 arter bliver fredet.

Det bliver nu ulovligt at indfange truede danske sommerfugle i naturen.

En ny bekendtgørelse sætter en stopper for indsamling af 33 truede arter af dagsommerfugle. En stor del af Danmarks sommerfugle er i tilbagegang, og flere arter er helt forsvundet, påpeger miljøminister Lea Wermelin (S).

- Vi står i en naturkrise, og rigtig mange arter er i tilbagegang. Det gælder også sommerfugle. Mange arter er i risiko for helt at forsvinde herhjemme, siger Lea Wermelin.

Hun tilføjer, at årtiers tilbagegang selvfølgelig ikke vendes med forbuddet, der indføres efter samråd med WWF Verdensnaturfonden.

- Den største trussel mod danske sommerfugle er, at levesteder forringes eller forsvinder, så der skal meget mere til.

- Derfor skal det også ses i sammenhæng med, at vi er ved at indføre forbud mod, at der sprøjtes og pløjes på nogle af de enge, som kan være vigtige levesteder for sommerfugle og andre arter - paragraf 3-områder, siger Lea Wermelin.

Indgrebet kommer efter en ekspertvurdering fra Aarhus Universitet. Her har forskere vurderet, hvilke arter der får gavn af et forbud mod indfangning.

Nogle af sommerfuglene findes kun helt lokalt - eksempelvis den kritisk truede sortplettet bredpande, der nu kun ses i Søholt Storskov på Lolland.

Andre truede arter er rødlig perlemorsommerfugl, ensianblåfugl og engblåfugl.

Såvel Enhedslisten som SF, Radikale og Alternativet støtter et forbud.

Fredningen kommer i form af en bekendtgørelse. Den ventes at træde i kraft i sommer. Hvis man overtræder forbuddet, vanker der bøde eller under skærpede omstændigheder et helt års fængsel.

Indgrebet kommer i kølvandet på en meget omtalt sag, hvori to erfarne danske sommerfuglesamlere i marts fik bøder på 10.000 og 12.000 kroner for faunakriminalitet.

De to mænd fra Randers og Aalborg havde gennem årtier indsamlet truede sommerfugle i en række europæiske lande. De blev i 2019 pågrebet i Norge, hvor de jagtede fredede Apollo-sommerfugle.

I WWF Verdensnaturfonden har man længe arbejdet for en fredning af de mest sårbare arter, siger generalsekretær Bo Øksnebjerg.

- Dagsommerfuglenes vedvarende tilbagegang er en tydelig indikator på, at det står skidt til i dansk natur. Den ny fredning sender et klart signal om, at Danmark vil kæmpe for at rette op på den negative udvikling i vores biodiversitet.

/ritzau/