Et mildt og forholdsvist roligt efterårsvejr står for døren i weekenden, der vil være præget af skyer, og som slutter af med lidt spredt regn søndag.

Det fortæller Erik Hansen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt fredag morgen.

- Der er chance for lidt solstrejf rundt omkring, men ellers bliver det skyet, inden et mindre regnvejr søndag passerer ind over landet, siger han.

Fredag starter diset, tåget og med skyer mange steder i landet. I løbet af dagen er der dog chance for, at skyerne vil bryde lidt op, og at man kan få solen at se.

- Det er nok mest i de nordøstlige egne og særligt på Bornholm, at man nok får en del sol. I resten af landet er det nok kun lidt i kortere perioder, siger meteorolog Erik Hansen og tilføjer:

- Til gengæld er det mildt. Vi kommer til at få temperaturer mellem 11 og 14 grader, mens vinden bliver svag til jævn vind mellem vest og nordvest.

Temperaturerne er omkring fem grader over normalen for dette tidspunkt på året, lyder det fra meteorologen, der kalder vejret usædvanligt mildt.

Lørdag byder primært på tørvejr, selv om der vil være temmelig mange skyer over hele landet. Ligesom fredag vil der i morgen- og formiddagstimerne ligge stedvis dis og tåge rundt omkring i landet.

Temperaturerne vil komme op omkring 12 grader, mens vinden bliver svag til jævn fra nordlig retning.

Søndag starter med skyer til det meste af landet, inden en svag koldfront i løbet af dagen kommer ned til den nordvestlige del af landet, hvorfra den ud på eftermiddags- og aftentimerne bevæger sig videre til den østlige del af landet.

- Det vil sige, at vi i det meste af landet får en tør start, men så breder det her regnvejr sig fra den nordvestlige del af landet til hele landet, siger Erik Hansen og tilføjer:

- Det hænger ved natten til mandag og mandag formiddag, hvor der også kan komme noget regn i den sydøstlige del af landet.

RITZAU