Det var ikke et problem for Mikkel Elsinger, at hans datter skulle begynde på et kønsopdelt svømmehold. Det blev først et problem, da han som far blev nægtet at overvære hendes svømmeopvisning.

Begrundelsen var, at han er en mand, og at det kun er kvinder, som må være til stede i svømmehallen, når holdet med hovedsageligt tosprogede børn træner.

Det gør mildest talt den 40-årige familiefar 'eddikesur'. Han mener, at Hovedstadens Svømmeklub bryder med princippet om lighed mellem kønnene, når den tilgodeser særhensyn til minoriteter.

»Det er små børn, det drejer sig om. Seks- og ni-årige børn, som gerne vil vise deres forældre, hvad de kan. Men mænd må ikke være i svømmehallen, så det er kun mødrene, der kan være der,« forkarer Mikkel Elsinger.

»Det er et problem, når et misforstået hensyn vejer tungere end et demokratisk princip.«

Hans seksårige datter går til svømning i Tingbjerg Svømmehal, som hører under Hovedstadens Svømmeklub. Holdet er kun for piger, og forældrene er ligesom med andre hold ikke med ved bassinkanten, når de træner.

Det kan de dog få lov til på de seks forældredage hver sæson. Men det gælder kun mødrene.

Mænd må ikke komme med i svømmehallen.

»Jeg var stensikker på, at der var tale om en misforståelse, da jeg ikke forestillede mig, at man kunne lave den slags regler,« siger Mikkel Elsinger.

Har du et barn på et kønsopdelt svømmehold? Så vil B.T. meget gerne høre fra dig på matu@bt.dk.

Han kontaktede derfor med det samme svømmeklubben og spurgte, om det nu kunne være helt rigtigt, at det kun var hans kone, som måtte være med. Svaret var 'ja'. Sådan er klubbens politik.

Han blev i stedet opfordret til at skrive sin datter op til et andet svømmehold, og det samme sagde også kulturborgmesteren, da han henvendte sig.

Sagen blev dog principiel for Mikkel Elsinger, der til sidst kontaktede Berlingske, som søndag bragte historien. Her forklarer Lars Sørensen, direktør i Hovedstadens Svømmeklub, at ordningen er tilpasset Københavns bydele og målgrupper for at få flest mulige til at svømme.

En ordning, som også blev debatteret i 2016.

Når det særlige hensyn også gælder på forældredage i svømmehallen, skyldes det ifølge Hovedstadens Svømmeklubs, at pigerne ikke i lige så høj grad møder op, hvis mændene også er til stede på de kønsopdelte hold.

Det er ifølge Mikkel Elsinger også fint, at piger kan svømme uden drenge, hvis det kan få flere minoriteter ind i foreningslivet og til at dyrke sport, men der må være en grænse, når børnenes fædre ikke må deltage på forældredage.

»Det kan godt være, at antallet af deltagende vil falde, hvis begge forældre må være med de seks gange om året, men sådan må det være, når vi lever i et demokratisk samfund,« siger han.

Det ærgrer også Mikkel Elsinger, fordi ordningen i hans optik risikerer at blive en hæmsko for det oplagte kulturmøde, som svømmehallen kan skabe rammerne for.

»Jeg ser gerne, at vi som kulturer kan mødes, da det er der, hvor integrationen virkelig virker. Det ville derfor være optimalt, hvis forældre fra begge kulturer kunne mødes i svømmehallen, da man ellers ikke lærer noget af hinanden.«

Hovedstadens Svømmeklub har siden 2013 fået flere end 420 piger og 380 drenge i Tingbjerg til at deltage i svømmetræning. Den kønsopdelte svømmeundervisning bliver også tilbudt i Hillerødgades svømmehal på Nørrebro og i Hyltebjerg Skolesvømmehal i Vanløse.