Mikael Juncker Sørensen ville slippe for en hård dom efter et mislykket røveriforsøg.
Derfor besluttede han sig for at spille dum i en mentalundersøgelse i håb om at slippe for fængsel og i stedet få en behandlingsdom. Mikael blev derfor stemplet som retarderet. Men det viste sig, at mareridtet kun blev værre for ham.
Det fortæller Mikael i dag, hvor han efter seks år er en fri mand.
Ifølge 33-årige Mikael vidste systemet ikke, hvor de skulle placere ham under afsoningen. Men det endte med, at han havnede på en specialinstitution med psykisk handicappede personer i Holstebro. Dette på ubestemt tid.
Fordi Mikael ikke overholdt den begrænsede udgang fra sin specialinstitution, blev han flyttet til Kofoedsminde på Lolland – Danmarks eneste sikrede institution for udviklingshæmmede kriminelle. Dér, hvor 'de virkelig tunge drenge' sidder, som Mikael selv siger.
En institution, der er meget værre at på bo end i et almindeligt dansk fængsel, hvis du spørger ham:
»Det er psykisk kriminelle, der bor der. De har en anden måde at begå sig på. Det første morgenmøde, som jeg skulle til, onanerede to mænd på hinanden. En tredje troede, at han var James Bond. En fjerde gik og sagde dyrelyde. Flere kunne ikke tørre sig selv bagi. Det er så surrealistisk,« fortæller Mikael.
Men fordi sagsbehandlere og pædagoger omkring Mikael begyndte at tvivle på, hvorvidt han virkelig var retarderet, bestilte Holstebro Kommune i 2016 en ny undersøgelse af ham. Her blev resultatet, at Mikael ikke er retarderet.
Det bekræfter neuropsykolog Louise Brückner Wiwe, der stod for undersøgelsen, til DR.
Men for at ophæve eller ændre Mikaels dom krævede det en ny retspsykiatrisk undersøgelse.
Statsadvokaten bestilte dog ikke nogen ny undersøgelse. En af årsagerne var, at Mikael Juncker Sørensen flere gange var gået under jorden under sin afsoning:
»Jeg gik 'under jorden' flere gange. En af gangene på halvandet år, hvor jeg tog til Spanien og ellers boede forskellige steder herhjemme. Men jeg blev nærmest syg af det, fordi det var så hårdt. Havde både blod i afføring og spyt,« fortæller Mikael.
Der er mange ting, Mikael i dag fortryder. Og han indrømmer, at han selv har åbnet døren til ballet ved at snyde under testen.
Dog mener han, at systemet direkte har modarbejdet ham:
»Der blev lavet to nye mentalundersøgelser, som viste, at jeg ikke er retarderet. Alligevel blev den første brugt. Det, synes jeg, er uhørt,« fortæller Mikael.
En af de ting, som Mikael ikke fortryder, er en af gangene, hvor han 'gik under jorden'. Da mødte han nemlig sin nuværende kæreste, Nina, som var bartender på en bar, hvor Mikael hang ud.
Det skete for fire år siden, og parret er netop flyttet sammen på landet omkring Holstebro.
Her drømmer Mikael om at leve et helt 'almindeligt, kedeligt' liv, hvor man står op, går på arbejde, kommer hjem og laver aftensmad.
Vigtigst for ham er dog at indhente det forsømte med sine to børn:
»Jeg har set min datter ved udgang, men jeg har ikke set min søn i syv år. De måtte ikke besøge mig de steder, hvor jeg sad inde.«
Det fortæller Mikael, der er overbevist om, at han nu er færdig med at sidde bag lukkede mure.
