Mange forbinder et besøg på toilettet med fred og ro, omend det indimellem godt kan give lidt bulder og brag.

For 42-årige Mie Pedersen gik det ikke stille for sig, men det var skam ikke dårlig mave, der var årsagen.

Hun havde tværtimod fået ubudne gæster af den slags, man virkelig ikke ønsker gør entre i sit hjem, og da i hvert fald ikke gennem toilettet.

»Vi var netop kommet hjem efter at have været til koncert. Ungerne var gået i seng, men så synes jeg, det pludselig lød, som om der var nogen, der kastede op ude på toilettet. Jeg tænkte, at det var underligt,« fortæller Mie Pedersen til B.T.

Da hun åbnede døren til badeværelset, rejste hårene sig på armene af hende.

Foran hende skvulpede en stor, behåret rotte rundt nede i toilettet.

»Den satte sig op på toiletbrættet, og jeg var ved at dø af skræk. Det var simpelthen så ulækkert. Jeg husker det, som om den fyldte hele toilettet,« siger Mie Pedersen.

Til hendes store lettelse stak rotten dog halen mellem benene.

B.T. har modtaget disse billeder fra en kvindelig læser i København, der også har oplevet at have en rotte i sit toilet. B.T. har været i kontakt med kvinden, der dog ikke ønsker at medvirke i artiklen. På billedet til venstre ses den levende rotte, og på billedet til højre er den død. Foto: Læserfoto
B.T. har modtaget disse billeder fra en kvindelig læser i København, der også har oplevet at have en rotte i sit toilet. B.T. har været i kontakt med kvinden, der dog ikke ønsker at medvirke i artiklen. På billedet til venstre ses den levende rotte, og på billedet til højre er den død. Foto: Læserfoto
Vis mere

»Da den så mig, lavede den et hovedspring ned i toilettet. Så knaldede jeg brættet i og satte en stor spand vand ovenpå, for jeg var bange for, den kunne åbne låget,« siger Mie Pedersen.

Selvom der er gået et par år, siden episoden fandt sted, sidder rotten stadig fast i Mie Pedersens hukommelse. Og det er hun nok ikke ene om.

Et par gange om ugen får Københavns Kommune anmeldelser fra borgere, der er stødt på en rotte i toilettet.

»Vi får en til to henvendelser om det om ugen. Rotten kan være gået helt igennem toilettet, hvor vi rykker ud til aflivning. Eller rotten har bare været i toilettet og er smuttet væk igen,« oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen i et svar til B.T.

Levende rotte i et toiletrør i det indre Købehavn: Foto: Læserfoto
Levende rotte i et toiletrør i det indre Købehavn: Foto: Læserfoto
Vis mere

Forvaltningen registrerer ikke hændelserne, men 60-70 tilfælde om året er et meget godt billede, oplyses det.

»Rotterne kommer ind via kloakken og rør og samlinger, som har huller eller er utætte. En rotte har kun brug for et hul på størrelse med en tokrone for at slippe ind,« lyder det fra forvaltningen.

Vil man gerne helt undgå at få en rotte i rumpetten, når man sidder på wc, så er der flere forholdsregler, man kan benytte sig af.

Først og fremmest skal man sikre, at alle rør og samlinger er hele og tætte. Er rørene og samlingerne tætte, skal man spærre rotternes hovedindgang. Den mest effektive løsning er at sætte en toklaps-rottespærre i det rør, der går fra matriklens skelbrønd og ind til bygningen, oplyser kommunens teknik- og miljøforvaltning.

»På den måde kommer rotterne slet ikke ind i bygningen. En toklaps-rottespærre fungerer ved at skabe ensretning i røret.«

»På den måde kan vand og toiletindhold skylle ud, mens der ikke kan komme noget ind den anden vej,« lyder svaret.

I en ny YouGov-undersøgelse, foretaget for B.T. blandt 955 repræsentativt udvalgte personer over 18 år bosiddende i Storkøbenhavn, svarer 28 procent, at rotter udgør den største plage blandt byens vilde dyr og fugle. Rotten er dermed det mest forhadte dyr i undersøgelsen, hvor duer indtager andenpladsen.

Bor man i en beboelsesejendom og har fået rotter, kan både ens vicevært og bestyrelse hjælpe. Arbejdet skal dog udføres af en autoriseret kloakmester, oplyser kommunen.

I kælderplan kan man desuden forhindre rotter i at kravle op i rørene ved at installere et rør med en kraftig udvidelse (pukkel, red.), der forhindrer rotterne i at få fodfæste inde i røret.

Dette skal udføres af en autoriseret vvs-installatør, oplyser kommunen, der samtidig anbefaler, at rør og samlinger er hele og tætte.

Derudover anbefaler kommunen, at man sætter rottespærrer op i forbindelse med anlæg og renovering af rør og bygninger.

Netop en rottespærre blev løsningen for Mie Pedersen, der bor i Kastrup på Amager.

Men problemet blev løst, måtte hun og familien fraflytte deres lejlighed og flytte hjem til hendes forældre.

Der var nemlig også begyndt at komme rotter under køkkengulvet.

»Vi var privilegerede, at vi kunne flytte. Men det samme kan ikke siges om min underbo, der på det tidspunkt boede i sit sommerhus det meste af året og derfor aldrig var hjemme.«

Underboen havde glemt at lukke sit lokumsbræt, hvilket havde medført, at rotter var kravlet op af hans toilet og havde bygget rede på badeværelset.

Der var hundredvis af dem, da skadedyrsbekæmperne dukkede op. Det var meget voldsomt, og rengøringsfirmaet måtte anvende dragter, siger Mie Pedersen.

Hun og hendes familie bor i dag i en lejlighed i en anden ejendom i Kastrup, og her kan de sove trygt om natten, uden det kribler og krabler.