Celeste Egede husker tydeligt det øjeblik, hvor alt gik i sort, og den største drøm med ét blev knust.
Hvor den tredje læge rystede på hovedet, kiggede Celeste i øjnene og sagde de seks værst tænkelige ord.
»Jeg kan heller ikke finde hjertelyd«.
Den 15. september begynder ellers som en helt normal dag for den 25-årige odenseaner.
Celeste går rundt med en stor, rund mave, der afslører, at hun og kæresten Niklas venter et ønskebarn – lille Eleanor – med termin 4. oktober 2022.
Men i løbet af morgenen er der noget, som nager Celeste, og får hende til at spørge sig selv:
Hvornår har jeg sidst mærket liv fra Eleanor?
Celeste kommer frem til, at der er gået et døgns tid, så kort efter taster hun nummeret ind på Odense Universitetshospitals fødemodtagelse og trykker på den grønne knap.
Jordemoderen i den anden ende af røret er ikke bekymret, men vil alligevel for en sikkerheds skyld gerne se Celeste til et tjek en time senere.
Her laver man først en såkaldt CTG-undersøgelse, der kan måle barnets hjertelyd.
Men lægen kan slet ikke finde nogen og må tilkalde en kollega.
Imens falder den første tåre på Celestes kind.
»Jeg bliver nervøs og begynder at græde. Det var ikke det her, der var meningen,« siger Celeste Egede til B.T.
Den næste læge laver uden held endnu en CTG, og kort efter kommer en såkaldt bagvagt ind og foretager en ultralydsscanning af Celestes mave.
Og det er her, at Celestes værste mareridt bliver til virkelighed.
»Hun siger til mig, at Eleanor er død, og så går alt i sort. Jeg græder og skriger. Det er det, jeg husker,« fortæller Celeste.
Celestes drøm er blevet til et mareridt, og det er ikke et, hun bare sådan kan flygte fra.
Hun er stadig gravid, og lille Eleanor skal stadig fødes på normal vis.
Der er dog næsten tre uger til termin, så Celeste skal sættes i gang, og da hun dagen efter – 16. september – har fødselsdag, vil man vente med at igangsætte til den 17. september.
Imens pillerne virker, og Celestes krop gør klar til at kunne føde, bliver den lille familie tildelt en stue på hospitalet.
På hospitalets barselsgang.
Altså dér, hvor alle de lykkelige, nybagte forældre kommer op med deres levende og larmende babyer.
»Man kunne høre babygråd, og der var jo forældre, der trillede rundt med deres levende babyer derude, så jeg spærrede nærmest mig selv inde på stuen,« fortæller Celeste.
Celeste ligger på stuen hele dagen den 17., og sent den 18. september går fødslen i gang.
Kort efter midnat – klokken 00:57 – fødes lille Eleanor.
Celeste og Niklas har allerede der besluttet, at de vil bruge en dag med deres englebarn, så hun får tøj på og bliver knuget ind til hendes mors bryst.
Det er for hårdt at bruge det ene døgn hjemme i lejligheden, hvor Eleanors værelse ellers står klart til det lille ønskebarn, og så er der åbenbart kun ét alternativ:
Barselsgangen.
Men før de kan komme op på stuen igen, lyder der fra sygehusets personale en lille besked.
Eleanor, der mangler lidt hud hist og her, skal dækkes til, når de går til og fra stuen.
Der skal lægges et klæde over den døde baby.
»Det blev jeg meget ked af. Jeg ved godt, at hun så anderledes ud, men jeg følte, at jeg skulle skåne alle de forældre, der havde fået et levende barn,« fortæller Celeste.
På barselsstuen nød kæresteparret deres dyrebare tid med den baby, de for alt i verden havde drømt om at få i levende live, og så kom den tætte familie for at se det lille vidunder.
Men babygråden og de mange glade forældre var et skår i glæden.
»Vi prøvede virkelig at kæmpe os positive igennem det forfærdelige døgn, for vi havde fået at vide, at vi ville være glade for det på den anden side. Men det var forfærdeligt, at man hele tiden blev mindet om det, vi ikke havde, når der var babyer og forældre på gangen,« siger Celeste og fortsætter:
»Det er den værste situation i hele dit liv, og så bliver du placeret der på hospitalet? Jeg synes ikke, det er fair.«
De to kæmpede sig igennem dagen, og da den var ved at være slut, kunne de med ar på sjælen give Eleanor til en hospitalsansat, der lagde den døde baby på køl.
Og så kunne de ellers tage hjem i lejligheden og bearbejde den uoverskuelige sorg.
Kort forinden var et borgerforslag blevet født.
»Da jeg lå på hospitalet og kiggede på Eleanor, mens jeg kunne høre babyerne græde, tænkte jeg, at det her skulle ingen andre opleve. Så jeg besluttede mig for at lave et borgerforslag, mens jeg var på hospitalet,« fortæller Celeste.
Borgerforslaget indebærer, at det skal være en ret med særlige sengeafsnit til de forældre, der ender med et dødfødt barn.
Og da Celeste delte borgerforslaget i en gruppe for såkaldte englemødre, blev hun overrasket over, hvor mange der også kunne berette om lignende oplevelser på andre hospitaler.
Har du også oplevet lignende? Så vil B.T. meget gerne tale med dig. Skriv en mail på sebj@bt.dk.
På Odense Universitetshospital erkender man da også, at man har et problem.
»Vi er godt klar over, at vi har et problem i forhold til den her gruppe. I vores region er vi blevet bedt om primo i november at lave en skitse til, hvordan man kunne forestille sig sådan nogle afsnit,« fortæller chefjordemoder Anette Lund Frederiksen fra hospitalet.
Hun afviser derudover, at man indtil et potentielt, særskilt afsnit er klart, kan placere dem på en anden afdeling i hospitalet. På den måde vil man nemlig befinde sig et sted, hvor »de andre kompetencer, man har brug for, ikke vil være til stede«.
Dertil understreger hun, at hun ikke håber, det er normal procedure, at man beder om, at en dødfødt baby dækkes til.
»Jeg vil ikke håbe, at det er normal praksis, så det skal vi få kigget på,« siger chefjordemoderen.
