Nogen kan måske huske, at de garvede kriminalreportere Jes Dorph og Niels Brinch var flankerede af en ung kvindelig medvært med ben i næsen i hitprogrammet Station 2's unge år.

Den unge reporter var Michèle Bellaiche, og i et nyt interview med magasinet 'Bedre Kørende' fortæller hun om, hvordan hun fik en noget overraskende rolle, da hun blev en del af Station 2-holdet.

For på trods af at Niels Brinch og Jes Dorph var langt mere erfarne, så var det den unge Michèle Bellaiche, som blev sendt ud for at tale med rockere, alfonser og lignende.

»Det var min opvækst på Vestegen, der gjorde, at jeg blev sendt ud blandt ludere og lommetyve. Det jokede vi en del med,« siger Michèle Bellaiche til Bedre Kørende.

Arkivfoto af Michèle Bellaiche fra hendes tid på Go' Aften Danmark
Arkivfoto af Michèle Bellaiche fra hendes tid på Go' Aften Danmark Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun beskriver blandt andet en episode, hvor hun afdækkede en historie om kvinder, der blev fragtet fra Riga til Danmark, så de kunne arbejde som prostituerede.

Efter hun havde konfronteret bagmanden, blev hun passet op af to store mænd, som forlangte at få videobåndet med interviewoptagelserne udleveret.

Men Michèle Bellaiche klamrede sig til båndet og bad hendes kollega, der kørte bilen, om at træde på speederen.

For selv om hun var bange for, hvad de to mænd kunne finde på, så var hun mere bange for at komme hjem uden historien, fortæller hun i interviewet.

Her kommer hun også ind på sin opvækst, hendes tid som TV-vært, beslutningen om at blive freelancer og de interviews, som har gjort størst indtryk på hende.

Selv om Michèle Bellaiche har sagt op på Go' Aften Danmark, er hun stadig at finde på skærmen.

Hun er fast afløser på Go' Morgen Danmark og vært for blandt andet Hjertegalla på TV2.

Derudover holder hun foredrag og har også for nylig lavet en dokumentar.