Lørdag formiddag mødte Michael Hansen op på Odense Universitetshospital for at sige farvel til sin far.

Han døde fredag aften i en alder af 88 år efter nogle få dages indlæggelse, som en af de foreløbig 13 døde i Danmark med coronasmitte.

»Vi var syv familiemedlemmer, der gerne ville sige farvel til min døde far. Men i receptionen fortalte de, at desværre kun to af os få lov til at gå op på afdelingen for at sige farvel til ham i denne omgang. I stedet må vi vente på, at han kommer over på kapellet,« fortæller en fattet Michael Hansen.

»Som sikkert mange andre har jeg i lang tid tænkt, at corona nok ikke var noget, som jeg kom til at blive berørt af. Men jeg vil bare råde ALLE til at tage det meget alvorligt. Det er en grusom virus,« tilføjer han.

Michael Hansens far på 88 år er lige død af corona. »Tag det nu alvorligt - lige pludselig kan det også ramme tæt på dig,« siger han.
Michael Hansens far på 88 år er lige død af corona. »Tag det nu alvorligt - lige pludselig kan det også ramme tæt på dig,« siger han.
Vis mere

Hans far blev indlagt tirsdag på sygehuset i Svendborg efter at være faldet et par gange på sit badeværelse.

Her viste en test, at den gamle mand var smittet med corona, og han blev overført til hospitalet i Odense, da han havde svært ved at trække vejret.

Lægerne opgav dog at lægge ham i respirator, fordi hans lunger ikke kunne tåle det.

»Min far er formentlig blevet smittet på det plejehjem, hvor han gik til noget træning. Men ellers var han frisk nok, og havde ikke problemer med eksempelvis hjerte eller nyrer,« fortæller Michael Hansen.

Hverken han selv eller faderens andre børn fik mulighed for at besøge deres far på sygehuset, hvor selv hustruen tidligt efter indlæggelsen kun måtte vinke til sin mand gennem en glasrude.

»Jeg snakkede sidste gang med ham, da jeg ønskede ham tillykke med fødselsdagen for nylig. At skulle sige farvel til sin far på den her måde har været forfærdeligt.«

»Jeg kan kun opfordre til, at vi allesammen lytter efter myndighedernes anvisninger. Når jeg tænker på, at nogen blæste på andre og blev ved med at tage på skiture til Alperne, selv om det var risikabelt, så kan jeg kun opfordre til at være klar over, at vi alle risikerer at havne i samme situation og miste pårørende, hvis vi ikke tænker os om,« understreger Michael Hansen.

»Men tit er det jo sådan med os mennesker, at vi er nødt til at få den barske sandhed helt ind på livet, før vi virkelig tager den alvorligt. Ellers er vi jo tit tilbøjelige til at gøre ligesom en mus, der bare sidder og nusser lidt ved sig selv, når den er trængt op i en krog og venter på at blive angrebet af en kat.«

Ifølge Sundhedsstyrelsen risikerer op mod 580.000 danskere at blive smittet med coronavirus i første bølge af sygdommen i løbet af foråret.