Det blev en særdeles mindeværdig fisketur for 42-årige Michael Aagaard Olsen, da han fredag formiddag fluefiskede i Mariager Fjord med en ven.

For der ventede dem et helt særligt syn, da de begav sig ned til vandkanten i Ørnedalsbugten for at fange ørreder.

»Vi havde joket inden turen med, at vi kunne få en hval på krogen,« siger Michael Aagaard Olsen.

Siden 27. november har en ti meter lang hval befundet sig i havnebassinet i Hobro i bunden af Mariager Fjord.

Hvalen blev fundet med den ene luffer over vandoverfladen. Foto: Michael Aagaard Olsen
Hvalen blev fundet med den ene luffer over vandoverfladen. Foto: Michael Aagaard Olsen
Vis mere

Eksperter havde ikke spået hvalen gode overlevelsesmuligheder, og desværre har den forudsigelse vist sig at holde stik.

Michael Aagaard Olsen og hans ven blev de første til at bevidne hvalens endeligt.

Den 42-årige tekniker fortæller, at han netop havde fanget to ørreder, da fundet af den døde hval blev gjort.

»Jeg ville lige skrive en besked til min makker, der var gået rundt om pynten.«

Så skrev han, ‘se, hvad der ligger lige ved siden af mig lige nu.’ Jeg kiggede så på billedet - ‘what!?,’ tænkte jeg bare.«

Hvalen blev fundet på lavt vand forholdsvist tæt på land. Med kun omkring en meters dybde, lå den med en luffe samt halefinne over vandet.

»Det var utroligt interessant at se. Når man gik helt tæt på den, kunne man se barderne. Den føltes nærmest lidt gummiagtig, men den var samtidig hård,« siger Michael Aagaard Olsen.

»Jeg tænkte: ‘Det er jo et kæmpe dyr, der ligger lige dér. Det er ikke noget, man oplever hver dag i fjorden.’«

Hvalens barder ses tydeligt på dette billede. Foto: Michael Aagaard Olsen
Hvalens barder ses tydeligt på dette billede. Foto: Michael Aagaard Olsen
Vis mere

De to venner ringede straks til Naturstyrelsen. Kort efter havde de en vildtkonsulent, Ivar Høst, i røret. Han var naturligvis nysgerrig for at vide, hvor hvalen var gået til.

»Jeg tænkte, at det var vigtigt at ringe med det samme, hvis nogen skulle sikre sig et eller andet omkring hvalen, inden der kommer mange kystfiskere i weekenden.«

Michael Aagaard Olsen antager, at hvalen havde ligget død i få timer, da den blev fundet. For det store pattedyr afgav endnu ingen lugt.

Naturstyrelsen vil nu forsøge at bjærge hvalen, men det kan blive en udfordring, da den befinder sig et godt stykke ude i den lavvandede bugt.

Hvalen blev fundet på meget lavt vand. Foto: Michael Aagaard Olsen
Hvalen blev fundet på meget lavt vand. Foto: Michael Aagaard Olsen
Vis mere