»Jeg synes aldrig, at der er kommet flere kunder i butikken af, at vi har sat prisen op.«

Sådan siger bagermester Michael Bach Christiansen, der ejer Stjernebageriet i Odense og har gjort det siden 1991.

Derfor har han heller ikke tænkt sig at sætte priserne op på brød og kager, selvom han ligesom mange andre er alvorligt bekymret over stigende priser.

I stedet håber han, at han ved at få ti ekstra kunder om dagen kan få dækket de stigende udgifter til blandt andet el, som i det seneste kvartal forsynede ham med en svimlende merregning på 13.000 kroner.

»Det er en kunde mere i timen – ikke engang. Det kan godt være, det er en naiv tankegang, men for mig er det en god idé,« siger bagermesteren.

Han understreger, at han ikke synes, andre bagere gør noget forkert ved at hæve prisen. Selv har han bare valgt at gå en anden vej, fordi han er bange for, at en prisstigning kan skræmme kunderne væk for altid.

Når bagerens konkurrenter har hævet priserne, har der været kontant afregning på de sociale medier.

»Det er ikke lige pænt, hvad kunder skriver i andres kommentarfelt. Det er det værste, der kan ske. De gør det jo ikke for at være onde, de gør det for at redde deres virksomhed.«

Udover stigende elpriser har han i den seneste måned oplevet, at prisen på margarine er blevet markant dyrere, og at prisen på mel er steget med 58 øre plus moms per kilo. Den slags løber op.

»I min lille fedtbiks bruger vi 52 tons mel om året, så det er også en uheldig vej,« siger han.

Hver kunder betaler i gennemsnit 50 kroner, når de lægger vejen forbi Stjernebageriet. Med ti kunder mere om dagen vil han have penge nok til at dække de høje udgifter.

For at tiltrække kunderne har han i første omgang lavet et opslag på Facebook, hvor han samtidig udlodder en fire kilo stor romkuglemand, -dame eller -elefant.

»Det er heller ikke, fordi jeg håber på, vi får 100 kunder mere om dagen, for det har vi heller ikke kapacitet til,« siger Michael Bach Christiansen.

Når han skal svare på, om det er realistisk at dække de voldsomme prisstigninger med ti kunder mere om dagen, trækker han på det. For han håber det, men det kræver, at perioden med prisstigninger kun er kortvarig.

»Men hvis den periode varer et år, står vi selvfølgelig i en anden situation. Jeg er nervøs for min forretning, hvis jeg får færre kunder, der skal give mere,« siger Michael Bach Christiansen.

En del af bekymringen er, at han med sin ene bagerbutik ikke i modsætning til de store supermarkedskæder ikke har en masse andre varer at tjene penge på.

»De kan trække folk ind for at købe bagerbrød, hvis de sælger billig vaskemiddel,« siger han og fortsætter:

»Vi har kun én ting, brød. Mange af os har kun den ene butik.«

I stedet håber Michael Bach Christiansen, at priserne falder igen, så økonomien får et pusterum. Det er nemlig ikke kun i bageriet, at han har mærket de stigende priser.

»Privat er gasregningen steget med 11.000 kroner for kvartalet, og det er ikke fordi, jeg synes, vi går og sveder herhjemme.«