Michael Brødsgaard Nielsen husker kun få momenter fra den oktobermorgen i 2020, hvor hans liv på sekunder blev vendt på hovedet.
Han husker, hvordan byen stadig sover, og mørket er altoverskyggende, da han klokken cirka fem om morgenen drejer ind på Inderhavnsbroen i retning mod Refshaleøen.
Han husker, hvordan han træder sin velsmurte citybike op til midten af broen og tager et lille venstresving for at følge cykelstien.
Men så er der et hul, og det er i dobbelt forstand.
Både i hukommelsen, men også – skal det vise sig – på broens cykelsti.
Det næste, Michael husker, er nemlig, at han kommer til sig selv, mens han ligger på den kolde asfalt.
Fra ansigtet mærker han en varme, der viser sig at stamme fra det blod, som pibler fra panden og ned.
Og når Michael herefter bevæger sine blodige hænder ned mod sin mund, konstaterer han også hurtigt, at der mangler flere tænder.
Michael prøver at rejse sig, men må give op. Han kan ikke stå på benene.
Så hører han en lyd.
To cyklister nærmer sig Michael, men det betyder også, at de nærmer sig det, der har fået ham til at ligge som et såret dyr på jorden.
»STOOOOOP,« råber han.
»Der er et hul!«.
De når at stoppe.
Det viser sig at være en mand og en kvinde, der kommer Michael til undsætning. De forsøger at stoppe hans blødninger, får tilkaldt en ambulance og bliver hos ham.
»Jeg ved ikke, hvem de er, og har ikke talt med dem siden. Det kunne jeg godt tænke mig,« siger Michael Brødsgaard Nielsen, der til daglig arbejder som skraldemand.
Kort tid efter ligger Michael i en hospitalsseng på Rigshospitalet. De efterfølgende dage er meget slørede i den 59-årige mands sind, men han erindrer, at han »kaster op, som han aldrig har kastet op før«.
Og så husker han lægernes ubehagelige diagnose.
Brækket kæbe. Brækket næse. Hul i hovedet. Luft til hjernen. Kraftig hjernerystelse. Mistede tænder. Og en såkaldt Le Fort 3-kæbefraktur.
Med andre ord: et fuldstændig smadret ansigt.
Det kræver en operation, hvor hele Michaels ansigt skal løftes, så om eftermiddagen arbejder lægerne sig ind bag den 59-åriges øjne og placerer en række metalplader, som holder det hele sammen.
Den brækkede næse når de dog ikke at operere på plads.
Tre dage efter ulykken bliver Michael udskrevet, og hjemme i sin Østerbro-lejlighed bliver smerten i den efterfølgende tid en ufrivillig nær ven for skraldemanden.
Alt imens spekulerer Michael på ét altoverskyggende spørgsmål:
Hvad skete der?
Selv husker han intet fra de skæbnesvangre sekunder, men han får definitivt svar på spørgsmålet 11. november 2020, da der tikker en skrivelse fra Københavns Kommune ind på hans e-Boks med følgende titel:
'Vi anerkender erstatningsansvaret for dit uheld.'
I skrivelsen, som B.T. er i besiddelse af, fremgår det, at der i dagene op til Michaels uheld bliver arbejdet på 'konstruktionen af bommene på broen'.
Da de kommunale medarbejdere 12. oktober – dagen før ulykken – pakker sammen på Inderhavnsbroen, efterlader de derfor et decideret hul i broen.
I stedet for at lægge en skridsikker plade over hullet vælger man at stille et afmærkningshegn, der skal indikere, at man som cyklist skal en anden vej end normalt.
Men der er et problem.
Natten mellem 12. og 13. oktober bliver der 'udøvet hærværk mod afmærkningen', da den ifølge Københavns Kommune på den ene eller anden måde fjernes.
Er du også kommet alvorligt til skade efter en fejl fra kommunen? Så vil B.T. gerne tale med dig. Skriv på sebj@bt.dk.
Det betyder altså, at Michael absolut ingen anelse har, da han på sin cykel træder i pedallerne og nærmer sig Inderhavnsbroen.
Og så sker det.
Klokken cirka 5 den 13. oktober ændres Michaels liv på et splitsekund, da hans forhjul sætter sig fast i det 0,5 meter brede hul, hvorefter cyklen styrer direkte ned mod asfalten, som han rammer uden at tage fra.
På Michaels hoved sidder en fastspændt cykelhjelm, men da han rammer med ansigtet og ikke toppen af hovedet, beskytter den ham ikke.
»Det er jo fuldstændigt vanvittigt, at det overhovedet sker. Hvorfor lægger man ikke en plade på? Og hvorfor sørger man ikke for at belyse stedet, hvis der er hul i jorden? Jeg tror faktisk, at jeg kunne være død, hvis jeg var på gåben og ikke havde opdaget hullet,« siger Michael i dag.
Og så er der de to cyklister.
»Jeg er da glad for, at jeg nåede at råbe STOP, for ellers kunne de da også være kørt ned i hullet, og hvad var der så sket?« siger han.
Men Michaels historie slutter ikke her, og den bedste måde at illustrere det på er at kigge på Michaels liv før og efter 13. oktober.
Før:
Michael er en glad mand med styr på sit liv. Ægteskabet er skønt, og han trives i sin Østerbro-lejlighed. Hver dag sætter han sig op på sin cykel og kører ti kilometer ud til sit arbejde som skraldemand, hvor han endda ofte arbejder over for at spare op til den drøm, han har med sin thailandske kone. I 2023 skal de nemlig efter planen rykke teltpælene op og flytte til asiatiske himmelstrøg.
Efter:
Michael er en mand, der kæmper. Han har prøvet at genoptage til sit job, men er dags dato sygemeldt. En voldsom tinnitus – forårsaget af ulykken og den voldsomme hjernerystelse – gør nætterne ulidelige, og den mindste fysiske aktivitet skaber en utilpashed og trykken for hovedet, der slider Michael op. Han er ikke den ægtemand, han var før ulykken.
»Jeg er en ærlig vestjyde og har intet problem med at sige det, som det er: Jeg kan ikke engang have sex med min kone. Jeg får det simpelthen for dårligt,« siger han.
Med andre ord: Michael er ikke glad.
»Før var mit liv en vidunderlig leg, men nu? Nu er alt ændret, fordi kommunen ikke kunne finde ud af at gøre deres arbejde ordentligt. Jeg synes ikke, det er retfærdigt,« siger han.
Men Michael har ikke kun skullet kæmpe med sine fysiske og psykiske mén efter ulykken.
Der har nemlig været én kamp, der har været hårdere:
Kampen med kommunen.
Kampen om at få sin brækkede næse opereret. Kampen om at få betalt den solcreme, han har købt for at passe på de mange ar i ansigtet. Kampen for at få svie og smerte-udbetalinger og tabt arbejdsfortjeneste.
»Når man hører, hvad jeg har kæmpet med, så tror man, at det er løgn. Ét er, at kommunen laver en fejl, der ændrer mig liv og ødelægger mit ansigt, men at de så efterfølgende opfører sig så uanstændigt, er rystende,« siger Michael.
Kampen kan du læse mere om mandag, når B.T. ser nærmere på Michaels oplevelse med kommunen.
