64-årige Mette Hvid Hansen har besluttet at hjælpe familier eller enkeltpersoner, der lige nu ikke kan rejse tilbage til Israel på grund af krigen mod Iran.
Fordi der de seneste dage er sendt mange missiler afsted mellem de to lande, er luftfarten til og fra Israel nemlig lukket ned.
»Hvis nogen har familie, der sidder fast i Danmark og ikke kan komme retur, har jeg et gæsteværelse, der kan bruges gratis,« siger Mette Hviid Hansen og tilføjer:
»Jeg bor ikke så langt fra Djurs Sommerland, hvis der er børn, der har brug for lidt adspredelse.«
Hun har blandt andet lagt sit tilbud i den private Facebook-gruppe 'Dansker i Israel'.
Mette Hvid Hansen fortæller, at hun har været meget i Israel siden 1978, og hun har været i en såkaldt Kibbutz-lejr.
»Der er ikke noget politik i det her opslag. Sagen er, at jeg først lige er kommet hjem fra Israel, og der var mit fly aflyst i fem dage, så jeg kan godt tænke mig til, hvordan strandede folk og familier har det,« siger hun og tilføjer:
»Det kan være dyrt at bo i Danmark for familier med børn, så det er ren og skær medmenneskelighed.«
Hvem er det, der må bo hos dig?
»Det er dem, der sidder fast heroppe, og jeg skal selvfølgelig vide, hvem det er, før de kommer ind i huset. De kan ikke bo her de næste tre år, men hvis de ikke kan komme hjem med fly, er de velkomne her,« siger Mette Hvid Hansen, der i øvrigt er landmand.
Er det sådan, at tilbuddet om overnatning udelukkende gælder for israelere?
»Jeg ser Israel som mit andet hjemland, og jeg har et israelsk flag hængende i stuen,« siger hun og tilføjer:

»Derfor er det vigtigt, at de personer, der gerne vil være på værelset, ikke føler sig krænket af flaget.«
Men er der ikke en stor risiko ved at stå frem med det her tilbud om gratis overnatning hos dig?
»Jeg har fået mange trusler gennem tiden, og jeg vil også først skrive med folk på Messenger, så jeg ved, hvem de er. Derfor er muligheden for overnatning også delt i Facebookgrupper, hvor mange kender hinanden,« siger Mette Hvid Hansen, der ikke ønsker at komme sin adresse nærmere end, at hun ikke bor så langt fra den østjyske forlystelsespark Djurs Sommerland.
Hun uddyber, at hun bor alene, men hun har sin store hund Pluto.

»Pluto er en del af huset, så man skal ikke have allergi mod hunde,« siger hun og smiler.
B.T. dækker krigen mellem Israel og Iran live. Læs mere HER.

