Sagen om overfaldet på 19-årige Lauritz Lindboe Wind har fået statsminister Mette Frederiksen op på dupperne.

Natten til søndag tog statsministeren nemlig på vandring i det københavnske natteliv for at se, hvordan ungdommen fester nu til dags.

Det skriver Politiken.

»Det er en heftig drukkultur,« lød hendes reaktion ifølge avisen, efter at hun sammen med blandt andre Københavns overborgmester, Frank Jensen, havde bevæget sig gennem mylderet af fulde mennesker og dyre biler med dunkende bas.

Mette Frederiksen på tur i det københavnske natteliv med overborgmester Frank Jensen.
Mette Frederiksen på tur i det københavnske natteliv med overborgmester Frank Jensen.
Vis mere

Baggrunden er dyster: Som B.T. har afdækket, blev 19-årige Lauritz Lindboe Wind overfaldet 2. februar 2020, da han var i byen for at fejre en ven. Overfaldet skete på Gothersgade.

Pludselig kom en mand i en sort Northface-jakke og rev hårdt og uprovokeret i hans arm.

Lauritz Lindboe Wind blev smidt ud foran en bil og trampet i hovedet og endte på Rigshospitalets Traumecenter.

Sagen har gjort indtryk på statsministeren, der derfor valgte at gå en tur med overborgmesteren og nogle beboerrepræsentanter fra Indre By.

Offeret for den grove vold var Lauritz Lindboe Wind. Sådan så han ud, efter at han umotiveret blev overfaldet i Gothersgade i København.
Offeret for den grove vold var Lauritz Lindboe Wind. Sådan så han ud, efter at han umotiveret blev overfaldet i Gothersgade i København. Foto: Privatfoto
Vis mere

Beboerne har længe klaget over både larm og vold, og de har kritiseret Københavns Kommune for at være for rundhåndet med spiritusbevillingerne.

Ifølge en opdatering på Facebook har statsministeren 'fået noget at tænke over'.

»Stoffer, larm og en alt for heftig drukkultur. Og som du ved, har der igen været nogle voldsepisoder, som vi ikke kan leve med. Jeg tror på, at mere politi og overvågning er en del af løsningen. Men det kan ikke stå alene. Alkohol spiller også en stor og kedelig rolle. Jeg har fået noget at tænke over,« skrev Mette Frederiksen i morges på sin Facebook-profil.

En uge efter det grove overfald på Lauritz Lindboe Wind fik Københavns Politi et gennembrud i sagen. På Twitter kunne Københavns Politi melde ud, at en 18-årig efterlyst mand var blevet anholdt.