Danskerne skal forberede sig på, at coronakrisen bliver meget værre endnu. Både sundhedsmæssigt, økonomisk og nok også i forhold til nye, restriktive tiltag.

Sådan lød beskeden, da statsminister Mette Frederiksen søndag aften gæstede 'TV Avisen' på DR.

Her sagde hun blandt andet, at krisen – som fortsat eskalerer sundhedsmæssigt – er ved at få rigtig alvorlige konsekvenser økonomisk.

»Det her bliver dyrt for os alle sammen,« sagde Mette Frederiksen blandt andet og slog fast:

»Det startede som en sundhedskrise. For hver dag, der går, bevæger vi os mod en reel økonomisk krise.«

Hun fortalte blandt andet om de økonomiske hjælpepakker til det private erhvervsliv, regeringen har barslet med, og forklarede så:

»Det er en rigtig, rigtigt alvorlig situation, og jeg kommer ikke til at stå her og sige, at der er en grænse for, hvor langt vi vil gå. Vi bliver nødt til at erkende, at det her bliver dyrt, og vi bliver nødt til at vide, at vi kommer til at tage redskaber i brug, vi ikke har brugt før.«

Og Mette Frederiksen lagde ikke fingre imellem. Hun sagde direkte, at danskerne skal forberede sig på, at situationen bliver værre, end det er i dag.

»Forvent, det bliver værre. Ligegyldigt, hvor gode vi er som samfund, og ligegyldigt, hvor kloge beslutninger, vi træffer nu i håbet om at hindre smitten i at brede sig, så vil sundhedsvæsenet blive udfordret på kapacitet. Vi kommer til at se flere indlagte danskere, flere kritisk syge danskere og flere dødsfald,« sagde Mette Frederiksen.

Hun forklarede også, at hun godt kan forstå, hvis danskere har svært ved at følge med, når det ene tiltag efter det andet bliver indført.

Men hun gentog, at man skal forberede sig på mere.

Adspurgt direkte, om man for eksempel kan forestille sig, at man i Danmark gør som i Østrig, hvor man ikke må samles mere end fem mennesker, svarede Mette Frederiksen:

»Jeg vil ikke afvise nogle gode idéer. Verden har ikke prøvet corona før.«

Men hvad så med de grundlag, beslutningerne bliver truffet på?

Det spørgsmål er for eksempel blevet rejst, efter at Sundhedsstyrelsen direkte sagde, at det ikke var deres anbefaling at lukke grænserne.

»De beslutninger, jeg træffer som statsminister, sker på baggrund af samlede anbefalinger fra forskellige myndigheder. Hvis jeg som statsminister skal vente på evidens for alt, så kommer vi for sent, og det vil jeg ikke byde danskerne.«