Statsminister Mette Frederiksen kommenterer nu forholdene på kostskolen Herlufsholm, som TV 2 har dokumenteret.

»Utilgiveligt,« lyder den umiddelbare kommentar fra statsministeren i et opslag på Facebook.

I dokumentaren »Herlufsholms hemmeligheder,« som blev sendt på TV 2 torsdag aften, står cirka 50 tidligere elever frem og fortæller om en kultur med nærmest systematisk vold, mobning og seksuelle krænkelser.

Overgreb, som ofte bliver udført og orkestreret af de ældste elever.

Frederiksen, som blandt andet har slået sig op på at være »børnenes statsminister«, skriver om den kultur, som dokumentaren kastede lys over.

»Jeg så i går dokumentaren om Herlufsholm. Det er utilgiveligt. Ingen dreng eller pige i Danmark skal udsættes for vold, overgreb, systematiske krænkelser eller voldtægt. Og slet ikke på en skole, hvor trygheden for det enkelte individ burde være et indiskutabelt grundvilkår. Jeg er dybt påvirket af de forskellige vidnesbyrd,« skriver statsministeren blandt andet.

Rektor Mikkel Kjellberg siger i udsendelsen, at der er tale om enkeltsager, og at han ikke kan genkende den usunde kultur, som bliver fremstillet.

Fredag morgen udtaler han dog til DR Sjælland, at han starter en proces med eleverne for at få ændre og afskaffe traditioner, der »har en flig af usund kultur« i sig.

Statsminister Mette Frederiksen kalder også til handling af både skolens ledelse og af politikerne.

»Skolen må tage ansvar og få sat en stopper for den bagvedliggende kultur. Og Folketinget skal sammen med regeringen stå vagt om, at børn og unge – også på Herlufsholm – får den tryghed, som intet barn eller ung i Danmark skal undvære,« skriver hun i opslaget på Facebook.

Prins Nikolaj blev student fra skolen i 2018, og prins Christian går der nu.

Efter torsdagens dokumentar har både Kronprinsparret og grevinde Alexandra taget afstand fra den kultur, der kommer frem i programmet.

»Det er helt uacceptabelt,« lyder det fra Kronprinsparret i en kommentar på de sociale medier.

»Vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbentlyst nødvendige.«