Danskerne skal kunne klare sig selv i tre dage i tilfældet af en nødsituation.
Sådan lød budskabet lørdag, hvor myndighederne præsenterede en række anbefalinger.
Nu reagerer landets statsminister. Det sker i en pressemeddelelse:
»Vi står over for et mere komplekst trusselsbillede, og derfor synes jeg, at det er fornuftigt. For eksempel advarede efterretningstjenesterne for nylig om en skærpet hybrid trussel mod Danmark.«
»Samtidig har vi i løbet af 2023 også været vidne til stormflod og oversvømmelser. Det bliver vi nødt til at forholde os til,« siger Mette Frederiksen (S).
Hun understreger, at Danmark stadigvæk er et trygt og sikkert land, men at et moderne samfund også er sårbart.
»Det gælder ikke mindst med den sikkerhedspolitiske situation i Europa. Et nedbrud et sted kan få konsekvenser andre steder. For eksempel for adgangen til strøm og vand. Derfor håber jeg også, at vi danskere vil tage positivt imod myndighedernes anbefalinger. For det stiller os stærkere som samfund, hvis vi alle gør lidt,« siger statsministeren.
På et pressemøde lørdag præsenterede forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og Beredskabsstyrelsen en tjekliste over ting, man anbefales at have i hjemmet.
Her tæller for eksempel mad, vand og medicin til tre dage, ligesom varmt tøj og en lommelygte også står på listen.
Du kan læse mere om pressemødet og de nye anbefalinger i B.T.s liveblog HER.