Da statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag i sin åbningstale i Folketinget fortalte, at der skal være en fængselsafdeling i Kærshovedgaard, nævnte hun intet om, hvornår kriminelle beboere skal kunne komme bag lås og slå. 

Nu kan B.T. oplyse, at det vil tage op til fem år, før fængslet i det udskældte udrejsecenter er blevet etableret. 

»Regeringen vil etablere en fængselsafdeling i tilknytning til Udrejsecenter Kærshovedgaard. Styrelsen for Danmarks Fængsler vurderer, at det forventeligt vil tage 4-5 år at etablere en fængselsafdeling med forbehold for, at der fortsat skal tages stilling til den nærmere implementering,« lyder det i en mail fra Justitsministeriet. 

I sin åbningstale sagde Mette Frederiksen, at beboerne i området omkring Kærshovedgaard i den nærliggende by Bording er »blevet skæmmet af tyveri, narkohandel og vanvidskørsel«.

Hun sagde videre, at regeringen har forsøgt at stramme grebet om udrejsecentrets beboere ved eksempelvis at skærpet meldepligt, ved at tage kørekortet fra beboere og ved at indføre en fodlænkeordning.

Men hun erkendte også, at det ikke har været nok - og derfor er fængselsafdelingen i Kærshovedgaard regeringens næste skridt.  

»De beboere, der idømmes fængsel, for eksempel for at bryde deres meldepligt igen og igen - de skal kunne afsone bag lås og slå i en fængselsafdeling, der placeres i tilknytning til Kærshovedgaard,« sagde Mette Frederiksen i talen.

B.T. har bedt justitsminister Nicolai Wammen (S) forholde sig til, at det tager op til fem år før, at fængslet på Kærshovedgaard kan komme i brug, men han er ikke vendt tilbage med en kommentar.