»En rose til en rose.«

En lille lyshåret dreng med en turkisblå T-shirt står foran Mette Frederiksen og rækker hende en rød rose.

»Ej, hvor er du sød,« svarer statsministeren den lille purk.

Bag knægten står resten af hans skoleklasse på rad og række og vifter med en masse flag, før man hører en stemme sige:

»Opbakningen er tilsyneladende stor i hendes valgkreds i Aalborg.«

Og ja, for kort efter lyder det samlet i kor fra de mange skoleelever:

»DANMARKS BEDSTE STATSMINISTER.«

Disse scener kunne danskerne se, hvis de søndag aften klokken 21 tunede ind på DR1, hvor programmet '21 Søndag' tog fat i diskussionen om Mette Frederiksens ageren i disse corona-tider.

Statsministeren har nemlig fået megen kritik fra både oppositionen og Radikale Venstre, der mener, at socialdemokraten har været alt for egenrådig, når de vigtige beslutninger har skulle træffes.

Men nu retter flere også kritik mod DR for de scener, der er beskrevet i begyndelsen af denne artikel.

De er nemlig – ifølge flere – alt for opstillede og ukritiske til, at de bør bringes på nationalt tv.

En af dem, der svinger kniven, er De Konservatives Rasmus Jarlov, som på Twitter kalder indslaget for at 'lavpunkt i dansk pressehistorie' og svarer en anden bruger dette, da vedkommende spørger, om 'det er så usædvanligt?':

'Ja, kombinationen af total mangel på kritik eller blot kritiske spørgsmål til regeringen kombineret med den slags hyldestscener tror jeg er unik i moderne tid. Vi har næppe før haft en presse, der svigter sin opgave som demokratiets vagthund i denne grad, og det er alvorligt,' svarer politikeren, der lige nu er sygemeldt.

Og han er ikke den eneste konservative politiker, der ser på indslaget med forargede øjne.

'D R Nordkorea – synd for børnene!,' skriver Naser Khader eksempelvis.

Men det ikke er kun politikere, der kaster kritiske røster af sted mod Danmarks Radio.

Journalist Henrik Qvortrup og Cepos-direktør Martin Ågerup er bare nogle af dem, der har benyttet muligheden til at kritisere det nationale medie for at bringe scenerne fra skolen i Aalborg.

Blandt andet spørger Martin Ågerup i en Twitter-tråd om indslaget:

'Men hvem havde bedt børnene om at komme med dette tilråb? Var det læreren? Eller var det DR's journalist? Og ligegyldig, hvem det var: Er det rimeligt at sætte små børn til at hylde en politisk leder på nationalt tv?'.

Hos DR gør man over for B.T. klart, at mediet ikke har noget med iscenesættelsen at gøre.

Kan du forstå kritikken af, at det er iscenesatte scener, der ikke bør finde vej til jeres indslag?

»Det vigtigste er at slå fast, at den iscenesættelse har vi ikke noget med at gøre. Vi ved ikke, hvordan skolen har tænkt sig at tage imod. Så vi viser jo bare, hvad der sker derude,« siger nyhedschef hos DR Thomas Falbe.

Men I har eksempelvis selv prioriteret, at klippet med 'Danmarks bedste statsminister' skal med?. Så der har I jo udvalgt noget specielt?

»Ja, det er klart, men indslaget handler jo om en måling af, at 70 procent af danskerne netop bakker op, mens der er kritik fra oppositionen. Så vi prøver at vise den kontrast.«

Okay, så det viser kontrasten, at en række instruerede skoleelever råber 'Danmarks bedste statsminister'?

»Det siger jeg ikke, men det er en mærkelig kritik, at vi skal lade være med at bruge videoen, når vi jo ikke har haft indflydelse på, at det er sket, for det viser jo kontrasten mellem Christiansborg og befolkningen.«