Det vil være en fejl at tro, at den nuværende krig for den russiske præsident, Vladimir Putin, udelukkende handler om Ukraine.

Det fortæller den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), i et nyt interview med Berlingske:

»Det tror jeg ikke, at det er. Jeg tror, at det først og fremmest handler om hans ønske om at genetablere et Stor-Rusland, et moder Rusland, som man kendte det fra tidligere under Sovjetunionen. Derfor tror jeg heller ikke, at det her er noget kortvarigt, der rykker ved spillepladen, og så er det ovre igen,« siger hun.

Videre forklarer hun i interviewet, at hun ikke er enig i betragtningerne eller rygterne om, at Putin skal have handlet eller være 'irrationel'.

Tværtimod mener Mette Frederiksen, at krigen i Ukraine er en 'del af en gennemtænkt plan'. Om at skabe et nyt Stor-Rusland, mere end det handler om Ukraine.

På spørgsmålet, om Rusland vil kunne gå i krig med andre lande som en del af den plan – eksempelvis Moldova, Georgien eller sågar de baltiske NATO-medlemmer – svarer hun, at hun ikke vil 'spå specifikt' om, hvad Putin vil gøre.

»Du kan udlede, at jeg godt kan forestille mig, at han også har øje på andre territorier. Du får bare ikke mig til at sige, hvor det kan være,« siger hun til Berlingske.

Derfor forklarer hun, at hendes budskab i stedet er, at vi skal være klar til at håndtere alle de situationer, der kan opstå.