»Må jeg ikke klappe din hund?«
Endnu en gang fik Mette Borcher Vahlun spørgsmålet. Denne gang imens hun stod i IKEA. Svaret var endnu en gang NEJ! – måske også i en lidt hårdere tone, end Mette Borcher Vahlun havde ønsket det.
Men hun får spørgsmålet stort set hver gang, hun bevæger sig uden for sit hjem med hunden Agnes – og det gør hende frustreret.
»Det var dråben, da en mand spurgte mig, om han måtte klappe hende, mens vi gik i IKEA. Det koster mig så meget energi, når nogen spørger mig og jeg skal sige nej,« fortæller Mette Borcher Vahlun og uddyber:
»Jeg synes, det er respektløst, de spørger. Det er jo ikke for sjov, man har en hund med i IKEA. Jeg forstår ikke, de føler, de kan tillade sig det.«
Hunden Agnes er nemlig ikke en hvilken som helst hund, men en servicehund, der hjælper Mette Borcher Vahlun med de udfordringer, hun har.
Mette Borcher Vahlun har en autismediagnose, adhd, ocd og angst.
»Bare det at skulle ud i samfundet er utrolig hårdt for mig, og man får ikke bare lige bevilget en servicehund. Det kræver, man har så store udfordringer, at det er nødvendigt,« siger Mette Borcher Vahlun.
Og for hende er det netop nødvendigt, at hunden Agnes bruger al sin energi på at være der for Mette Borcher Vahlun.
Hunden Agnes opfanger blandt andet Mette Borcher Vahluns signaler for angst og skærmer hende for andre mennesker. Når folk klapper hunden, mister den fokus – og muligvis overser den de signaler, den er på arbejde for at opfange.
»Når jeg skal handle ind, er det enormt krævende. Så når jeg skal forholde mig til tre personer, der samtidig spørger, om de må klappe min hund, mens jeg bare gerne vil gå i fred og ro, så dræner det mig helt vildt,« siger hun og fortsætter:
»Det får mig faktisk til at få lyst til at gå hjem, selvom jeg så ikke får nogen aftensmad.«
Servicehunden Agnes har været afgørende i Mette Borcher Vahluns liv, og hun håber, andre vil respektere dens betydning.
»Hun er altafgørende for, jeg overhovedet kan komme ud. Inden jeg fik hende skulle min mor eller far altid følge mig ud. Det er ikke særlig fedt at være i starten af 20erne og skulle følges af mor og far,« siger hun og uddyber:
»Det er også Agnes, der har gjort, jeg kunne flytte hjemmefra. Så hun er en helt afgørende faktor for, at jeg kan leve et selvstændigt liv uden at være afhængig af mine forældre.«
Mette Borcher Vahlun undrer sig over, hvorfor folk ikke respekterer det tydelige mærkat for servicehund, som Agnes bærer.
»Man kan meget tydeligt se på hendes vest, at man ikke må røre hende. Og hvor mange hyggehunde ser man lige i IKEA eller supermarkedet? Jeg ville ønske, folk tænkte sig lidt mere om,« siger hun og tilføjer:
»Det er det samme som at spørge en person i kørestol, og man lige må tage en tur på den. For mig er Agnes samme nødvendige hjælpemiddel.«
