Lagde du mærke til ‘settingen’?
Flankeret af den tidligere og nuværende grønlandske selvstyreleder, Múte B. Egede og Jens-Frederik Nielsen, stod Mette Frederiksen på inspektionsskibet, Vædderen, da hun torsdag aften holdt pressemøde.
Lige bag statsministeren var en helikopter og i baggrunden lå det arktiske inspektionsskib, Lauge Koch.
»I kan ikke annektere andre lande,« lød det fra Mette Frederiksen direkte henvendt til USA.
Et budskab som også blev gentaget på engelsk.
Ifølge Jeppe Trautner, der er lektor ved Aalborg Universitet og militærhistoriker, er det langt fra tilfældigt, at Forsvaret havde samlet sit arktiske, militære isenkram til lejligheden.
»Budskabet er, at vi har krigsskibe og er militært til stede. Altså en demonstration af, at vi har militær kapacitet til at passe på Grønland,« siger Jeppe Trautner.
»Og så er det mindre vigtigt, at skibene ikke har stor ildkraft. Det handler om narrativet og det signal, som statsministeren og den danske regering gerne vil sende til omverdenen herunder USA,« siger han.

Baggrunden er alvorlig nok. Både Donald Trump og hans løjtnant, vicepræsident J.D. Vance, har flere gange understreget, at USA har brug for Grønland af sikkerhedsmæssige hensyn.
J.D. Vance har samtidig skoset Danmark for ikke at have investeret nok i håndhævelsen af Grønlands suverænitet.
En kritik Danmark har imødekommet ved at investere i nye inspektionsskibe, og så sent som i går kunne TV 2 fortælle, at regeringen pønser på at skaffe sig endnu fem arktiske patruljeskibe og seks fregatter.
En historie, der breakede kort før Mette Frederiksens pressemøde klokken 19.
På pressemødet tog hun fløjlshandskerne af.
»Jeg må sige det klart. Landegrænser og suverænitet er rodfæstet i international ret. Det er et fundamentalt princip efter Anden Verdenskrig, så små lande ikke skal frygte større lande. Det handler ikke kun om Grønland, men om verdensordenen,« sagde statsministeren.
Jeppe Trautner bemærker, at det er en markant anderledes tilgang til Donald Trump end tidligere. Ikke bare fra Danmarks side, men også fra den nye canadiske premierminister, Mark Carney, der åbent har sagt, at de historiske bånd mellem de to lande er kappet på grund af toldkrigen og et amerikansk ønske om at gøre Canada til en amerikanske stat.
»Til at begynde med blev der talt pænt til Donald Trump i den forhåbning, at han ville droppe sine planer. Men det har ikke virket, og nu ser man ham i øjnene på en helt anden måde,« Jeppe Trautner.
Efter Mette Frederiksens klare besked til USA har vicepræsident J.D. Vance kvitteret ved igen at understrege, at USA vil have Grønland, ‘uanset, hvad der sker’.
B.T. har tidligere talt med en ekspert, der i klare vendinger slår fast, at USA ikke uden videre kan annektere Grønland. Det kan du læse mere om her.
