Mette Frederiksens regering lægger nu op til en massiv bøderegn over danskerne.
En bøderegn, der allerede har været solid de seneste fem år, og som altså nu skal intensiveres allerede fra 2022, hvor der skal skrues på bødeknappen endnu en gang.
Helt konkret foreslår regeringen at finansiere det politiforlig, Socialdemokratiet netop har præsenteret, ved blandt andet at rulle 25 nye fotovogne ud på de danske veje.
De skal supplere den eksisterende flåde af 80 fotovogne og 20 stærekasser, der allerede i dag står i landskabet og sender mere end 500.000 bøder af sted om året til de danske bilister og samtidig skaffer statskassen omkring 800 millioner kroner hvert år.

I følge regeringens udspil vil de nye vogne skæppe 34 millioner kroner ekstra i kassen i 2022 og 134 millioner ekstra i både 2023 og 2024, skriver Ritzau.
»Vi forstår det simpelthen ikke. Det er et kæmpe skråplan, at man skal ud og finansiere et forlig med bøder,« siger Dennis Lange, chefkonsulent i FDM, til B.T. og uddyber:
»Grundlæggende må det jo være sådan, at fartkontrol er til for at øge trafiksikkerheden og ikke for at hive ekstra penge ind i statskassen. Tanken her er jo nærmest, at folk helst skal køre for hurtigt, så der kommer penge ind.«
Metoden med at sende fotovogne ud og skaffe flere penge til statskassen er allerede afprøvet med stor succes.

I februar 2015 rullede den daværende regering 75 nye fotovogne ud på vejene, så antallet af fotovogne gik fra 25 til 100.
Det betød, at antallet af bøder udskrevet fra automatisk trafikkontrol – også kendt som ATK – steg fra knap 200.000 i 2014 til mere end 500.000 i 2016. Siden har det ligget stabilt over en halv million bøder om året, viser tal fra Rigspolitiet.
I midten af 2019 blev 20 af fotovognene omdannet til stærekasser. Dem er FDM større tilhængere af.
»Vi ved, at stærekasser er meget bedre for trafiksikkerheden, for når kontrollen er skiltet og synlig, så sænker bilisterne farten. Vi har lige fået en evaluering af stærekasserne, og det var positivt hele vejen rundt,« siger Dennis Lange:
»Det er meget mere tvivlsomt, om det har en positiv effekt på trafiksikkerheden, når man gemmer sådan en fotovogn bag en busk.«
Der er jo flere vrede danskere, der har det med at kalde de her fotovogne for pengemaskiner. Har de ret?
»Det er nærliggende at få tanken, men folk bestemmer jo altså selv, om de vil køre for stærkt og have en bøde. Så jeg ved ikke, om jeg vil bruge ordet pengemaskine, men jeg kan godt forstå, at folk kan få den tanke, når det er så koldt regnet ud til at finansiere sådan politiske tiltag,« siger Dennis Lange.
Både Dansk Folkeparti og Venstre har allerede nu meldt sig som modstandere af flere fotovogne.
Venstres Inger Støjberg udtalte tirsdag til Ritzau, at fotovognene netop ikke må blive til en pengemaskine.
Aftalen omkring politiforliget er endnu ikke forhandlet på plads.