Metro Service gav i sommer 1-årige Kaya en bøde i metroen, og selv efter Kayas mor havde fået medhold i sin klage hos ankenævnet, valgte Metro Service at fastholde bøden.
Lige indtil tirsdag.
Tirsdag bragte B.T. en artikel om, at Metro Service fastholdt, at Kaya skulle betale afgiften på 375 kroner på trods af ankenævnets afgørelse.
Det var en opfølgning på en historie fra august, hvor Kaya var ude at køre metro med sin mormor, tvillingebror og søster på fire år.

Her fik mormoren at vide, at hun skulle vælge, hvem af børnene der skulle have en afgift, da mormoren kun måtte have to børn med på sit rejsekort.
Og hun måtte ikke selv modtage bøden, da hun havde sit eget rejsehjemmel i orden.
Det blev så etårige Kaya, der fik en afgift med hjem under armen til sin mor, Stine Dahl, der lynhurtigt fik skrevet først en klage til Metro Service, der fastholdt bøden, og senere hen en seks sider lang redegørelse til Ankenævnet for bus, tog og metro.
Og de gav altså Stine Dahl ret.
Hverken mormoren eller etårige Kaya skulle have en afgift.
På trods af det fik Stine Dahl at vide, at Metro Service ikke valgte at følge afgørelsen og annullere bøden - men derimod havde de taget sagen op til ankenævnet igen.
De ville gerne have afgjort, hvem der så skulle have bøden, hvis det ikke skulle være Kaya eller mormoren. Og så ville de have fastlagt nogle retningslinjer, der fremadrettet skulle klargøre, hvornår man som barn må få en afgift, og hvornår man ikke må.
Men tirsdag eftermiddag kom der tilsyneladende andre boller på suppen.

Stine Dahl modtog nemlig en e-mail i sin indbakke fra Metro Service:
»Hun skrev, at de beklagede, hvis det var blevet en misforståelse det hele, men at de selvfølgelig fra start havde villet annullere den. Det havde de så bare lige glemt at fortælle mig,« siger Stine Dahl.
Hun synes, det er sjovt, at de først kontakter hende nu. Hun klagede nemlig allerede i august til Metro Service, og det var i december, begge parter modtog ankenævnets afgørelse.
»Man ved jo godt, hvorfor de først annullerer nu. Det er på grund af medierne. Det kunne være rart, hvis de var nået til den konklusion for et halvt år siden. Så slap jeg også for at bruge så meget tid på det. Også hvis det har været deres hensigt fra start,« siger Stine Dahl, men fastslår, at hun ikke tror, det reelt har været det fra start.

»Det handlede ikke så meget om selve afgiften, men at få nogle generelle ændringer af retningslinjerne. Man kan endelig være tilfreds, når det er ændret. Men det er selvfølgelig rart for Kaya, at hun ikke skal have den hængende over hovedet,« siger hun.
Metro Service vil først beslutte, hvorvidt de skal ændre i de generelle retningslinjer, efter ankenævnet har taget sagen op for anden gang til marts.
B.T. fik tirsdag eftermiddag fat i Metro Services kommunikationschef, Jette Clausen.
Hvorfor har I valgt at annullere afgiften?
»Det har været en misforståelse. Så vi måtte konkretisere, at vi selvfølgelig følger ankenævnets afgørelse.«
Hvorfor annullerede I den så ikke, da I modtog ankenævnets afgørelse i december?
»Det har vi hele tiden villet og skullet gøre, men sagen skulle lige være ordentligt belyst, og vi ville høre, hvad man så skulle gøre fremadrettet. Vi ville høre fra ankenævnet, hvem der så skulle have afgiften.«
Men hvorfor har I så ikke ventet til nævnets anden afgørelse i marts?
»Det er jeg ikke sikker på. Det er dem i kundeservice, der sidder med ankenævnssager, der har taget beslutningen.«