Metalbokse med penge som indhold går i disse dage verden rundt.

Hvis man er så heldig at finde en boks, må man beholde den og de penge, der er i den.

Der er fundet bokse i Schweiz, USA, Italien, Tyskland og New Zealand. Det skriver boston.com .

Man kender ikke personerne, der har anbragt boksene, men gruppen går under navnet 'Snoopos' på Instagram.

Boksene er også nået frem til Danmark.

Det viser et opslag fra gruppen på Instagram, hvor der er et billede af en boks i København.

Boksen er tyndt designet med en sort farve, mens der på forsiden er et billede af en globus.

Ud over penge indeholder boksen en tekst, hvor der står, at man har været så heldig at finde boksen, og at man må beholde boksen samt den skat, den indeholder.

Bombehold blev tilkaldt

Da en af boksene blev fundet i en park i Boston, blev politiets bombehold tilkaldt for en sikkerheds skyld.

Ifølge boston.com fik det en af gruppens medlemmer til tasterne, hvor han undskyldte for problemerne.

Personen tilføjer, at boksene er et socialt eksperiment, hvor man vil se, hvad folk gør, når de får penge, de ikke havde regnet med at få.

Medlemmet af gruppen slutter med, at det glæder dem, at mange af dem, der har fundet boksene, har valgt at donere pengene til velgørenhed.