Fra december vil Meta bruge data fra brugernes interaktion med en chatbot til at målrette annoncer og indhold.

Dine beskeder og interaktioner med en chatbot fra Meta AI vil snart blive brugt til at målrette annoncer på sociale medier som Facebook og Instagram.

Det skriver Meta, der ejer Facebook og Instagram, i en pressemeddelelse.

På de to sociale medier det blevet populært at chatte med AI-robotter.

Det er netop interaktionerne fra disse chatbots, som Meta vil bruge til at målrette annoncer og indhold på sociale medier.

- Vi vil snart bruge dine interaktioner med AI på Meta til at personalisere det indhold og annoncer, du ser, skriver Meta.

Hvis en bruger skriver om vandreture med Meta AI, kan den enkelte bruger senere blive vist annoncer og indhold med vandrestøvler.

Relevante grupper med andre brugere, der også vandrer, vil ligeledes dukke op, oplyser Meta.

Brugen af data fra AI-værktøjerne til annoncemarkedet træder i kraft 16. december i år.

- Vi tilpasser de annoncer og det indhold, du ser, baseret på din aktivitet, så din oplevelse udvikler sig, i takt med at dine interesser ændrer sig, lyder det videre.

Ifølge Meta skal tiltaget gøre reklamer og indhold på de sociale medier mere relevante for den enkelte bruger.

Metas forskellige platforme, der desuden tæller beskedtjenesten WhatsApp, vil "tale sammen", hvorfor informationer fra den ene app kan påvirke annoncerne i en anden app fra Meta.

/ritzau/