Det var nogle »yderst opsigtsvækkende« udtalelser, der kom fra den tyske forbundskansler Friedrich Merz fra scenen under den årlige sikkerhedskonference i den tyske by München. 

Det siger Jeppe Elkjær, B.T. udlandsredaktør, om Merz, der normalt er kendt som den mere sagte mand. 

Merz holdt tale for et publikum bestående af flere end 60 stats- og regeringschefer, over 70 udenrigsministre og 30 forsvarsministre.
Merz holdt tale for et publikum bestående af flere end 60 stats- og regeringschefer, over 70 udenrigsministre og 30 forsvarsministre. Foto: Alexandra Beier/AFP/Ritzau Scanpix

Elkjær peger på, at Merz' melding om, at den tyske hær, og den udvikling den skal igennem i den kommende tid, skal gøre den til den stærkeste hær i Europa, er særligt bemærkelsesværdig. 

»Vores brigade i Litauen er den første brigade, der er udstationeret uden for vores eget territorium,« sagde Merz under sin åbningstale og tilføjede: 

»Vi vil gøre Bundeswehr (den tyske hær, red.) til den stærkeste konventionelle hær i Europa.«

Ifølge Jeppe Elkjær er meldingen noget, som kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham.

»Det siger alt om, hvilken ny situation Vesten og specielt Europa står i,« siger han og tilføjer:

»Opfattelsen er jo helt tydeligt, at vi ikke længere kan regne med USA til vores sikkerhed, så nu skal vi selv for alvor i gang.«

Jeppe Elkjær pointerer, at statsminister Mette Frederiksen (S) havde ret, da hun tidligere beskrev den nuværende situation som en ny »verdensuorden«.