Tirsdagen begynder egentlig ganske fredeligt de fleste steder i Danmark, når det handler om vejret.
»Tingene tager for alvor en lidt anden drejning, når vi når ud på eftermiddagen,« siger Trine Pedersen vagtchef hos DMI.
For ligesom mandag bliver landet i dag ramt af en front fra sydvest, der kommer med masser af regn, der kan udvikle sig til ret kraftige byger og torden.
Og igen tirsdag advarer DMI derfor bredt om skybrud over hele landet.
Men mens vejrtjenesten mandag registrerede skybrud flere steder i landet. vil Trine Pedersen fra DMI ikke garantere, at det samme kommer til at ske i samme omfang tirsdag.
»I går var mere sikkert – men i dag er der rimelig god fart på fronten, så der kommer byger rigtigt mange steder, men om de lige præcis når kriteriet for skybrud er lidt mere usikkert,« siger hun om de 15 millimeter regn, der skal falde på en halv time for at det kan kaldes for 'skybrud'.
Det drypper allerede en smule i Sønderjylland, men det våde vejr rammer for alvor danskerne midt på eftermiddagen og bliver ved ud på den første halvdel af aftenen, og bevæger sig altså fra sydvest og ind over landet.
Det bliver dog stadig ganske lunt, hvor Jylland – der i morgentimerne allerede er dækket af skyer – får de laveste temperaturer med 17-19 grader.
Undtagelsen er Bornholm, der får sol og op til 25 grader hele dagen. Her rammer skyerne og regnen først natten til onsdag.



