Mere end halvdelen bekymrer sig om deres sexlyst: Sexolog peger på en overset årsag
Et nyt studie viser, at bekymringer om libido er udbredte. Ifølge sexolog Ulla Hinge Thomsen handler det ofte om langt mere end manglende lyst.

Et nyt studie viser, at bekymringer om libido er udbredte. Ifølge sexolog Ulla Hinge Thomsen handler det ofte om langt mere end manglende lyst.

Du kender det måske selv. Der har været meget om ørerne på arbejdet. Du har sovet dårligt.
Hverdagen kører på autopilot, og når du endelig rammer sofaen om aftenen, er lysten til sex måske ikke ligefrem det, der fylder mest.
Og måske har du også undret dig over, hvorfor lysten ikke er, som den plejer at være. Hvis ja, er du langt fra alene.
Et nyt studie viser nemlig, at mere end halvdelen af de adspurgte har været bekymrede for deres sexlyst.
Mens tidligere forskning primært har haft fokus på lav sexlyst og forskelle i lyst mellem partnere, har forskningen i mindre grad haft fokus på den enkeltes egne bekymringer om libido.
I et nyt studie undersøgte forskerne deltagernes egne oplevelser af og bekymringer om deres seksuelle lyst.
Ud af de 1.317 deltagere svarede mere end halvdelen (57,1 procent), at de havde bekymringer om deres libido.
Mange beskrev en oplevelse af, at sexlysten svingede over tid, mens andre var usikre på, hvad der overhovedet kunne betragtes som en "normal" libido.
Resultaterne understøtter, at vores oplevelse af sexlyst hænger sammen med langt mere end biologiske faktorer.
Tværtimod ser både stress, mental trivsel og dynamikken i parforholdet ud til at spille en væsentlig rolle for, hvordan vi oplever vores seksuelle lyst.
Ifølge parterapeut og sexolog Ulla Hinge Thomsen er det en af de største misforståelser, at der findes én forklaring på manglende sexlyst.
Sexlyst handler om langt mere
Der er mange faktorer, der kan påvirke vores sexlyst, forklarer Ulla Hinge Thomsen.
Hun beskriver det som, at vi alle har både "speedere", der sætter gang i lysten, og "bremser", der dæmper den.
»Udfordringen, hvis man har en partner, er at vi ikke har de samme speedere og bremser.«
»For nogle kan stress f.eks. lægge en dæmper på lysten, mens stress for andre skruer op for lysten.«
Ifølge Ulla Hinge Thomsen er der én faktor, som ofte bliver overset, når vi taler om manglende sexlyst.
»En af de mere oversete faktorer er, hvilken type sex der er plads til i forholdet. Hvis sexen år efter år føles kedelig, hurtigt overstået eller alt for langsommelig, kan det påvirke lysten negativt,« forklarer Ulla Hinge Thomsen, som peger på, at det både har positive og knap så positive årsager, at mange bekymrer sig om deres sexlyst:
»Det positive er, at vi er blevet bedre til at tale om vores seksualitet og seksuelle behov, og at vi har fået blik for, at seksuelle udfordringer har løsninger.«
»Vi behøver ikke at lide i stilhed. Det knap så positive er, at vi gennem både traditionelle og ikke mindst sociale medier og porno kan få det indtryk, at alle andre har enormt meget lyst hele tiden, og at man er en fiasko, hvis man ikke har så meget lyst i en periode.«
Heldigvis betyder en periode med lavere sexlyst ikke, at den er væk for altid, for ifølge Ulla Hinge Thomsen er der flere ting, du selv kan gøre for at vække lysten igen – og det begynder ikke nødvendigvis i soveværelset.
Har du nogle gode råd til at få sexlysten tilbage?
»Først og fremmest skal du spørge dig selv, om du har lyst til at få lyst?«
»Måske beskytter den manglende seksuelle lyst dig imod at være tæt på nogen, du egentlig ikke så gerne vil være tæt på? Eller måske har du det ganske udmærket uden sex, men føler dig presset til at skulle have lyst. Husk, at du selv bestemmer.«
»Men hvis du gerne vil have lysten tilbage, så start med at fokusere på nydelsen:«
»Hvad kan du virkelig godt lide at gøre for din krop? Få en massage? Bade i havet? Gå i sauna? Gør bevidst nydelsesfulde ting for dig selv og din krop, og tillad dig selv at blive i nydelsen uden noget formål.«
»Hvis du har en partner, så tal med ham eller hende om, hvad du har lyst til, og hvad du absolut IKKE har lyst til.«
»Aftal, hvordan I vil eksperimentere med at få lysten tilbage igen, og husk også at aftale, at "stop" er tilladt til enhver tid. Mange, især kvinder, går helt i stå på følelsen af, at "har du sagt A, må du også sige B". Det er lystdræbende.«
»Få legen, nydelsen og glæden tilbage i soveværelset, og glem alt om penetration, orgasmer og præstation.«
Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv