Opdatering: Strømmen er nu tilbage igen på Bornholm.

På en grå mandag er omkring 30.000 bornholmere lige nu helt uden strøm.

Det skyldes en 'uventet strømafbrydelse' på øen.

Det oplyser Trefor Driftovervågning på Twitter:

»Der er en uventet strømafbrydelse på dele af elnettet på Bornholm. Vi har cirka 30.049 afbrudte kunder, der alle er varslet,« lyder det.

Til at begynde med forlød det, at man forventede en 'normal forsyning' omkring klokken 11, men i et opfølgende tweet sås der mere tvivl om det:

»På grund af en teknisk fejl i en transformerstation i Rønne er forsyningen afbrudt på dele af Bornholm,« lyder det indledende i tweetet, som fortsætter:

»Vi har ikke et endeligt overblik over hændelsen for nuværende, men vi opdaterer så snart, der er nyt i sagen. Vi beklager generne ved afbrydelsen.«