Et studiearrangement med fællesspisning endte i august med at give en stor flok studerende rigtig dårlig mave.
Og det koster nu det spisested, hvor mellem 100 og 150 studerende fra ingeniørstudiet på Katrinebjerg købte mad fra i sensommeren, dyrt.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Det er Fødevarestyrelsen, der fredag har givet spisestedet, Memet's Delikatesse, der ligger i Aarhus, en sur smiley og en bøde på 20.000 kroner.
'Fødevarestyrelsen har efter kontrolbesøg iværksat spørgeskemaundersøgelse blandt selskaber. På baggrund af undersøgelse af sagens helhed er der påvist en sammenhæng mellem sygdom hos 197 forbrugere og indtag af de i anmeldelsen mistænkte fødevarer. Sygdom vurderes at være forårsaget af E.coli bakterier,' skriver de om afgørelsen.
De mange studerende fik efter deres besøg på Memet's Deli i august symptomer på madforgiftning, og valgte derefter at henvende sig til Fødevarestyrelsen for at få bekræftet deres mistanke om, at de dårlige maver skyldtes maden fra delikatessen.
Selv har den nuværende bestyrer af Memet's Delikatesse, Memet Kocak, tidligere på det kraftigste afvist, at deres mad skulle være skyld i madforgiftningen hos de mange studerende.
Det har Fødevarestyrelsen således ikke været enig med ham i.