Hvis du nogensinde har prøvet at finde en parkeringsplads i det centrale København, ved du, at det bestemt ikke er nemt.
Og nu bliver det endnu sværere.
Kommunen fjerner nemlig nu 166 parkeringspladser i det centrale København, som man kalder Middelalderbyen.
Det skriver TV 2 Lorry.
Målet er at få færre til at køre rundt i Københavns gader og få flere til at benytte sig af den kollektive trafik til og fra hovedstaden.
Parkeringspladserne vil blandt andet blive fjernet fra Vestergade, Skindergade og Klostergade.
Kommunen overvejer også at gå så langt som at lave Skindergade til en gågade med kørsel tilladt.
Det er dog ikke alle, der er enige i, at man skal fjerne flere parkeringspladser fra et område, hvor det i forvejen er meget svært at finde et sted at parkere sin bil.
Maja Tini Jensen, der er direktør i KBH Commerce & Culture, mener nemlig, at timingen er dårlig, nu når butikkerne har lidt under coronakrisen.
»Vi mener, at byen skal være tilgængelig og være nem at komme til, uanset om du skal have leveret varer, skal på besøg, på arbejde eller vil ind og nyde byens mange muligheder. Vi mener, at det her forsøg kan blive en kæmpe udfordring for de ting,« siger Maja Tini Jensen til TV 2 Lorry.



