Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Mercedes-Benz Danmark A/S for at have solgt bilerne som værende mere miljøvenlige, end de er.
Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Ifølge anmeldelsen har Mercedes-Benz Danmark brugt vildledende udsagn på sin hjemmeside siden 2021.
På hjemmesiden stod blandt andet 'certificeret miljøvenlig', selvom Mercedes-Benz Danmark ikke er certificeret.
Der blev også reklameret med udtryk som: 'den grønne revolution' og 'Mercedes-Benz begynder CO₂-neutral produktion.'
Forbrugerombudsmanden vurderer, at udsagnene var egnede til at få Mercedes-bilerne til at fremstå mindre miljøbelastende, end de er.
Til Forbrugerombudsmanden har bilfirmaet oplyst, at udtrykket 'certificeret' skyldtes en oversættelsesfejl fra tysk, og at man rettede fejlen straks efter, at man var blevet gjort opmærksom på den.
Fungerende forbrugerombudsmand, Andreas Weidemann, siger:
»Markedsføring af de tiltag, virksomheder iværksætter for at nedbringe deres miljøbelastning, er vigtig information til forbrugerne. Men oplysningerne skal være korrekte og må ikke give forbrugerne et indtryk af, at virksomheders tiltag er mere vidtgående end de er. Det er vildledende markedsføring og strafbart.«
Sagen er blevet behandlet efter, at Greenpeace har klaget over flere bilproducenters markedsføring.
I en pressemeddelelse siger Sune Scheller, der er kampagnechef i Greenpeace:
“Vi håber, at politianmeldelsen vil få konsekvenser for Mercedes-Benz, så de og andre virksomheder ikke bliver fristet til at pynte sig med lånte grønne fjer i fremtiden. Og så håber vi, at et øget fokus på omfanget af greenwashing i markedsføringen af fossile produkter vil gøre det åbenlyst for enhver, at der er behov for helt at sætte en stopper for reklamer, der fører til mere forbrug af kul, olie og gas. ”
