Det er ikke den bedste start på livet som butiksdrivende.

Jan Gårde Klingenbjerg og Simone Gårde Klingenbjerg overtog i december dagligvarebutikken Meny i Hesselager.

Nu er butikken lukket, fordi der er fundet spor af mus. Det fortæller Fyns Amts Avis.

Meny-butikken lukkede tirsdag, da der var mistanke om mus i butikken, og den mistanke skulle vise sig at være velbegrundet, hvilket betyder, at butikken nu holdes lukket i yderligere 48 timer.

Simone og Jan Gårde Klingenbjerg skriver til deres kunder på Facebook, at opdagelsen betyder, at butikken skal gøres ren.

Dermed åbner butikken tidligst på lørdag.

'Kære kunder. Da vi her til morgen er blevet bekræftet i mistanken om aktivitet fra mus, er butikken stadigvæk lukket. Da der for alles sikkerhed skal være helt sikret i hele bygningen, skal der gå 48 timer uden aktivitet – hvilket betyder, butikken i hvert fald er lukket igen i morgen og fredag,' lyder det i opslaget, hvor der også står:

'Vi er meget kede af situationen, men håber på forståelse, og vi vil fortsætte med at informere jer via Facebook.'