Efter en hjerneblødning endte Lene fra Randers i koma på Aarhus Universitetshospital.

Og af gode grunde kunne hun ikke betale sin telefonregning.

Det ændrede dog ikke på, at mobilselskabet Oister sendte hende til inkasso. Det skriver TV 2 ØSTJYLLAND, der har talt med Lenes søster, Bente Jørgensen.

»Vi kunne ikke komme ind på hendes mobil og betale. I fire uger lå hun i koma på Aarhus Universitetshospital, og hun er i dag hjerneskadet,« fortæller hun til mediet.

Med 'betale' henviser Bente Jørgensen til regningen på det abonnement, som Lene havde hos Oister, hvor hun betalte via MobilePay.

En regning, der kun voksede sig større og større til trods for, at hun løbende have kontakt med selskabets kundeservice om omstændighederne.

Til TV 2 ØSTJYLLAND kalder Bente Jørgensen Oisters håndtering af sagen for »uværdigt og uanstændigt,« efter hendes søster blev truet med fogedretten på grund af regningen, der efter inkassogebyrer var endt i omkring 1400 kroner.

Til mediet erkender mobilselskabet da også, at sagen skulle have været håndteret anderledes:

'Vores automatiske processer for ubetalte regninger er trådt i kraft, hvilket har udløst rykkere, inkassogebyr samt varsel om fogedret. Det er trist i dette konkrete tilfælde, og derfor har vi besluttet at trække kundeforholdet ud af inkasso, hvormed rykkere og varsling om fogedret også bortfalder,' skriver Oister til TV2 ØSTJYLLAND.