Allan Kirkeby Andreasen er en af de få danskere, som stadig er i Ukraine. Og selvom han lever med luftalarmer på næsten daglig basis, har han ingen intention om at flygte.
B.T. taler med ham på en internetforbindelse på en relativt fredelig onsdag i det krigshærgede land. Der lyder ingen brag eller sirener, og Allan Kirkeby Andreasen sidder på sit kontor.
Det gør han faktisk på alle ugens arbejdsdage.
»Det er vigtigt for mig at komme ind. Jeg kan ikke bare sidde derhjemme. Så kommer det til at gå op i nyheder, og det bliver man skør af,« griner Allan Kirkeby Andreasen.
Men det er ikke kun for sin egen skyld, at han hver dag kører turen på arbejde i sin kones bil – Allans egen står klar derhjemme med en fuld tank og tasker med tøj, så de hurtigt kan forlade landet, hvis situationen bliver værre. Det er også for hans medarbejderes.
»Jeg dømmer ikke dem, der er flygtet. Slet ikke. De har gjort det rigtige for dem. Det rigtige for os og mine ansatte er at blive,« siger han og fortsætter:
»Men jeg er ikke nogen helt. De rigtige helte er dem, der kæmper mod de russiske soldater.«
Det er ti år siden, at aalborgenseren flyttede til det østeuropæiske land. I dag er det hans hjem. Han bor i byen Lviv med sin kone, hvor han også har sine venner, svigerfamilien, sin virksomhed, A2 Software og sine ansatte.
Alligevel overvejede han i krigens første dage, om de ikke skulle rejse mod tryggere himmelstrøg.
»Den torsdag, hvor det hele startede, tog jeg egentlig ind på kontoret og pakkede ned. Fredag var vi klar til at tage til Danmark.«
»Det var jo en helt vild situation, og vi var usikre på alt. Ville der komme russiske tropper og omringe vores hjem? Vi vidste det ikke,« siger Allan Kirkeby Andreasen.
Men de tog ikke af sted. Hverken fredag eller hen over weekenden. De besluttede at se tiden an, og her blev det mere og mere klart for parret, at selvom de kunne rejse frit, ville de efterlade for meget bag sig. De ville heller ikke kunne slippe Ukraine i tankerne.
»Vi har lige været ni dage i Danmark, og det var et tiltrængt pusterum. Men selvom vi var der, så får vi jo meldinger på telefonen, når luftalarmerne lyder, og så er vi jo tilbage i Ukraine i tankerne,« siger Allan.
Så på mange måder er Allan Kirkeby Andreasen tilfreds med beslutningen om at blive i landet. Blive ved sit hjem og sine ansatte. Men det er heller ikke en beslutning uden konsekvenser.
»Jeg har talt med en krisepsykolog. Jeg frygter egentlig ikke for min fysiske sikkerhed. Det mentale er noget andet, og det arbejder jeg på at få styr på,« siger han.
For det høje stressniveau, som det er at leve i krig. Leve med en konstant trussel hen over hovedet, og usikkerhed, så langt øjet rækker, er ikke ligetil.
»Det akkumulerer sig jo bare. Stressen. Og især i begyndelsen havde jeg rigtig svært ved at håndtere det og finde ud af at være i det,« siger han og fortsætter:
»Jeg talte med en del venner, som har været i krig, og som havde svært ved at forstå mig. Men mine tanker om det er, at de har noget viden og træning at trække på, som jeg ikke har. Jeg er jo bare civil,« siger Allan Kirkeby Andreasen.
Hans civile status er dog blevet lidt mindre på det seneste. Krigen har tvunget ham til at lære ting, han aldrig troede, han skulle.
»Jeg havde gasmasker med til Ukraine fra Danmark, og jeg har talt med alle dem, der vil tale med mig om, hvilke filtre de her masker skal have. Så nu ved jeg meget mere om gasmasker, end jeg egentlig ønsker,« siger Allan Kirkeby Andreasen med et smil på læben.
