Landes zoologiske haver åbnede atter dørene i søndags efter endnu en periode med coronanedlukninger.
Var du gæst i Aalborg Zoo, kunne du måske se, at et nyt familiemedlem havde meldt sin ankomst kort inden genåbningen.
Nemlig et nyt lille dovendyr.
»29. december om formiddagen hørte min kollega lige pludselig skrig og lyde fra trækronerne, og så kunne de se, at moderen havde født, og at ungen var ved at kravle op på hendes mave,« fortæller dyrepasser Betina Andersen.
Hun vidste godt, at dovendyrhunnen var gravid, men præcist hvornår ungen ville melde sin ankomst, var uklart.
Men nu sidder Aalborg Zoos dovendyrpars lille, nye datter altså klar til at se parkens besøgende an fra sine trækroner. Her opholder hun sig nemlig stadig mest.
»Man kan kun se en lille klump pels, der sidder deroppe. Og så nogle gange kan man se en arm eller et ben, der hænger rundt om moderen,« fortæller Betina Andersen.
Den bedste chance for at se hende, er ved middagstid, hvor hun nogle gange bevæger sig ned fra det grønne for at spise.
Nu er næste projekt at finde det helt rigtige navn til ungen.
»Vi plejer at finde et navn, når vi har kigget lidt på dem og set, hvad vi synes beskriver den. Vi var så heldige for nogle år siden at have en praktikant fra Sydamerika, som lavede en liste med sjove og søde ord, hun oversatte til ord fra sit hjemland. Så det skal være et af de navne, men vi er stadig ved at se, hvad der passer bedst til den,« afslutter Betina Andersen.