Først skulle moren stå på en prik på en fodboldbane, så måtte hun gerne gå ind på legepladsen, og nu skal hun stå bag det, hun selv beskriver som et slags banner, når hun afleverer og henter sin søn.
Melanie Grøntveds seksårige søn tog det store spring fra børnehave til SFO i maj.
Men ud over at være stort skulle springet også vise sig at blive noget af det allersværeste for både mor og søn.
»Jeg har følt mig tvunget til at gå hurtigere fra mit barn, end jeg har haft lyst til,« siger den 26-årige mor Melanie Grøntved.
Sommerferien er for mange forbi, og derfor sætter B.T. i disse dage fokus på, hvordan børn og forældres vante rammer i forhold til aflevering og afhentning er vendt på hovedet, når børnene skal starte i skole eller i institution igen.
Inden Melanie Grøntveds søn Loui skulle begynde i SFO’en, modtog hun en besked fra skolen om, at forældrene skulle stå på en optegnet prik på en fodboldbane, og så ville der komme en voksen og tage barnet derfra.
En besked, der i den grad faldt moren for brystet.
»Jeg ringede til SFO’en og sagde, at det ville blive et problem for mit barn. Jeg ville ikke kunne sige, ‘hej hej Loui, nu kan du bare gå med alle de der fremmede mennesker og børn, du ikke kender’,« siger Melanie Grøntved.
Da første dag i SFO blev en realitet med mor og søn placeret på prikken på plænen, gik det som forventet. Loui var grædefærdig. Melanie Grøntved bad om nåde, og pædagogerne gav hende lov til at følge ham hurtigt ind.
Men der gik ifølge moren ikke mere end tre minutter, før lederen stod foran hende i klasseværelset.
»Hun sagde, at jeg ikke måtte være derinde, og at det også var bedst for Loui, hvis jeg gik. Jeg sagde, at jeg ikke ville gå fra ham, når han ikke følte sig tryg, og at jeg ville tage ham med, hvis han blev ved med at være ked af det,« fortæller den 26-årige mor, der heller ikke selv har følt, at det har været trygt, når hun næsten ikke har haft kontakt med hverken pædagoger eller andre forældre.
»Jeg synes, at skoleovergangen har været noget af det allersværeste. Man har ikke måttet komme med ind, vi har ikke haft nogen kontakt med andre forældre, og man har bare generelt ikke rigtig hørt om noget. Det har virkelig været frustrerende,« siger Melanie Grøntved og fortsætter:
»Det har også været et stort skifte for min søn at gå fra børnehave til skole, så det er ekstra svært ikke at kunne være der ordentligt for ham.«
Melanie Grøntved fortæller, at hun har en veninde, der bor i samme kommune, og da venindens datter skulle starte i SFO et andet sted i kommunen, måtte alle forældrene være med i tre kvarter udenfor sammen med både børn og pædagoger.
»Det havde gjort en kæmpe forskel for mit barn, hvis det havde været lige sådan. Det føles uretfærdigt. Coronaudbruddet er jo det samme for os alle sammen,« siger den dybt frustrerede mor, der ikke ligefrem bliver mindre frustreret, når hun kan se, at det ikke ser ud til at bunde i et sundhedsfagligt belæg:
»Sådan synes jeg, det er hele tiden. De gør tingene, som de lige synes. Først skulle vi stå på en prik på en plæne, så måtte vi godt gå ind på legepladsen, og nu skal vi stå bag et bag et banner.«
Der lyder et opgivende suk fra moren i den anden ende af røret, inden hun afslutter:
»Man må tage i Lalandia og Legoland og stå i kø mega tæt op ad hinanden, men man må ikke gå ned og aflevere sit seksårige barn i skolen.«
