Det vakte ret så stor opsigt, da to tyske turister forrige vinter gjorde et helt usædvanligt fund på Blåvand Strand på den jyske vestkyst.

Her fandt de nemlig en syg og afkræftet havskildpaddeunge på to kilo.

»Vi blev ringet op fra Blåvand Zoo om, at to tyske turister havde fundet en havskildpaddeunge, og den var næsten død, da vi fik den over til os,« siger Jon Diderichsen, som er direktør for Den Blå Planet.

Den lille havskildpadde var formentlig på vej fra Florida til øgruppen Azorerne, da han så ved en fejl er svømmet forkert og altså endt i Vesterhavet.

Jon Diderichsen er adm. direktør for Den Blå Planet. Han står her ved det akvarie, hvor den lille havskildpadde snart skal bo.
Jon Diderichsen er adm. direktør for Den Blå Planet. Han står her ved det akvarie, hvor den lille havskildpadde snart skal bo. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Og den havde da også fået en slem lungebetændelse i det kolde havvand, der betød, at den var døden nær og skulle have antibiotika.

Men her to år efter den lille havskildpadde blev fundet, er der endelig godt nyt.

Den er blevet helt frisk og trives fint i et lille akvarium i Den Blå Planet.

Derfor skal den over og være i det klart største akvarium, hvor den blandt andet skal svømme rundt med hammerhajer, store rokker og en anden fuldvoksen havskildpadde på 120 kilo.

»Den vil ikke kunne klare sig selv, og derfor har vi fået lov at beholde. Og efter at have været i det mindre akvarium er den klar til at blive udsluset til vores store akvarium,« siger direktøren.

Havskildpadden har da også fået sit eget navn; Azul hedder den.

Oversat fra portugisisk til danske betyder det blå og passer derfor sammen med farven på havet, hvor den jo normalt lever.

B.T. så den lille havskildpadde, da vi i sidste fredag besøgte Den Blå Planet, fordi det var kommet frem, at direktøren ikke længere turde bruge vandet fra Øresund, så længe der blev gravet i havbunden for at lave den kunstige ø Lynetteholmen.

Da det kommunale selskab bag Lynetteholmen, By & Havn ikke kan garantere, at slam og anden forurening fra graveriet kan ende i havvandet, Den Blå Planet henter over i akvarierne, har direktøren foreløbigt valgt at hente vand fra et vandværk og putte salt i.

Også selv om det koster cirka 100.000 kroner ekstra om måneden.

»Det synes jeg selvfølgelig er ærgerligt. Men min er opgave er sikre dyrene, og derfor vælger vi at få vand fra vandværk i stedet, når vi ikke kan få den garanti,« sagde Jon Diderichsen til B.T.