Det er slut med at arbejde som advokat for Nicolai Dyhr, der er blevet landskendt i 'Den sorte svane'.

Den tidligere partner i advokathuset Horten har ikke længere en aktiv advokatbestalling på Advokatnølgen, skriver TV 2. Netop Advokatnøglen er en database for aktive advokater herhjemme.

Og det betyder, at han ikke har møderet for domstolene og altså ikke kan arbejde som advokat.

Ifølge branchemediet Advokatwatch har Nicolai Dyhr selv deponeret sin advokatbestalling.

Dette vil Dyhrs pressetalsmand dog hverken be- eller afkræfte, mens han heller ikke vil kommentere sagen. Han henviser dog til artiklen på Advokatwatch.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra den nu tidligere advokat, der i maj blev fjernet fra Gældsstyrelsens såkaldte advokatpanel.

For blot to dage siden skrev TV 2, at Gældsstyrelsen vil bruge millioner på at gennemgå konkurssager med Nicolai Dyhr som kurator.

I en kendelse ved Sø- og Handelsretten fremgik det, at mindst 16 konkurssager skal genåbnes, og derudover har styrelsen et ønske om at få genåbnet mindst ni flere.

I 'Den sorte svane' fortalte Dyhr på skjult kamera, at han som kurator for et konkursbo var villig til at lukke øjnene for økonomisk kriminalitet med det formål at forhindre kreditorer i at få hele eller dele af deres tilgodehavende.

Dyhr har selv efterfølgende afvist, at han har gjort noget ulovligt. Han har også afvist, at han har hjulpet nogen med at omgå reglerne.