Lyt til artiklen

»En af Danmarks ældste og største byfester.«

Sådan skriver Regatta Silkeborg på sin hjemmeside om arrangementet, som senest løb af stablen for blot halvanden uge siden. Men nu kan det være slut.

TV 2 Østjylland og Midtjyllands Avis erfarer begge, at den nye arrangør, Regatta Silkeborg, har indgivet en konkursbegæring.

Festivalen, som fandt sted fra 17. til 20. august skulle angiveligt have fået et millionunderskud.

»Gæsterne har brugt færre penge, end vi har budgetteret med. Vi regnede med, at de i snit ville købe en fadøl pr. person og dermed bruge 40 kroner. Men vi har omsat for under 20 kroner pr. gæst,« siger festivallederen Trine Valentin til TV 2 Østjylland.

Hun kalder det en ulykkelig situation, og siger, at Regatta Silkeborg er kede af, at det er endt her.

Et af de band, der optrådte, er Den Røde Tråd, og det mangler fortsat sit honorar.

»Vi føler os dårligt behandlet. Det er en uanstændig behandling, vi har fået. Vi spørger os selv, hvor er pengene?« siger bandets trommeslager, Morten Carøe til TV 2 Østjylland.

De fortæller, at de ikke har fået svar på de henvendelser, de har lavet til festivallederen, Trine Valentin, og de har derfor sat en advokat på sagen.

Til mediet fortæller festivallederen dog, at de næste dage vil gå med få gjort underskuddet op og få fordelt pengene til dem, som Regatta Silkeborg skylder.