En af Danmarks rigeste storfiskere, Henning Kjeldsen, er blevet tiltalt af Bagmandspolitiet i den såkaldte fiskekvote-sag.

Det skriver både DR og Berlingske, der har talt med en række uafhængige kilder.

Medierne skriver, at Henning Kjeldsen dermed er den formodede hovedmand i en sag, hvor Bagmandspolitiet onsdag har rejst tiltale mod ham og ni andre personer.

Tiltalen bygger på, at reglerne for fiskekvoter i en lang række tilfælde er blevet omgået, så en enkelt fisker faktisk har haft flere kvoter end tilladt.

Det er efter anklagemyndighedens vurdering sket ved, at fiskeren har været den reelle ejer af en række selskaber, hvor stråmænd så har stået som ejere. Noget, der altså er ulovligt og bør straffes med bøde, lyder det fra anklagemyndigheden.

Udover bøden kræver anklagemyndigheden, at der skal konfiskeres 231.998.711,69 kroner i sagen, ligesom man lægger op til, at tre af de tiltalte frakendes retten til at drive og udøve deres erhverv som henholdsvis fisker, som advokat og som revisor.

Fiskeren, som altså viser sig at være Henning Kjeldsen.

»Efter en omfattende efterforskning har SØIK fundet grundlag for at rejse tiltale for forhold, der bygger på en forudsætning om, at en enkelt fisker har erhvervet fiskekvoter gennem en række selskaber, der stod registreret som ejet af stråmænd, når han ikke længere selv kunne erhverve flere fiskekvoter på grund af reglerne,« lød det fra Per Fiig, der er fungerende statsadvokat for Søik, i en pressemeddelelse.

»Det er vores vurdering, at han er den eneste, der reelt har haft med driften af selskaberne at gøre, og at direktørerne i selskaberne alene har fungeret som stråmænd.

DR har været i kontakt med Henning Kjeldsen, der fortæller, at han ikke ved noget om sagen, og at han ingen kommentarer har.

Bagmandspolitiet har over for mediet ikke ønsket at kommentere på, om Henning Kjeldsen er tiltalt.

En revisionsvirksomhed og en advokatvirksomhed er også tiltalt i sagen.