Spritnye oplysninger i sabotagesagen mod Nord Stream-gasrørsledningerne peger nu på flere besøg i danske havne.
En over 15 meter lang yacht mistænkes for at være en central brik i sprængningerne på Nord Stream-rørledningerne.
Og i perioden op til sabotagen har yachten besøgt danske havne hele tre gange.
Det skriver de tyske medier Süddeutsche Zeitung, NDR og WDR ifølge DR.
Mediernes fælles afdækning bygger på blandt andet efterretningskilder, øjenvidner og personer med kendskab til efterforskningen. Det har ikke været muligt for B.T. at efterprøve informationerne.
Afdækningen viser, at båden to gange har lagt til på Christiansø i Østersøen og en gang i en unavngivet havn på Bornholm.
»Indtil nu har intet været offentliggjort om Bornholm eller stop nummer to på Christiansø. Det er uklart, hvad der er sket i de enkelte havne - om det har været nødvendigt med et uplanlagt stop på grund af dårligt vejr, eller om mandskab eller udstyr er kommet ombord,« skriver Süddeutsche Zeitung.
De tyske mediers research peger på, at sejlbåden har haft ukrainsk mandskab. Samtidig fører spor fra betalinger, telefonnumre og pasfotos mod Ukraine.
26. september markerer et år efter sabotagen på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2, er det stadig ikke endeligt afklaret, hvem der stod bag.
Både Danmark, Sverige og Tyskland er i gang med nationale undersøgelser af sabotagen. Og fra både svensk og tysk side lyder det, at der snart vil være resultater at fremvise.
20. september lød det fra den svenske anklager Mats Lungqvist, at Sverige håber at have undersøgelsen af eksplosionerne færdig ved årsskiftet.
»Vi håber på at være færdige med undersøgelsen snart, men der er stadig meget at gøre, og der kommer ikke til at ske noget de næste fire uger,« fortalte han.
Fra den tyske undersøgelse er det kommet frem, at der er blevet fundet undersøiske eksplosiver på en yacht. Båden var tidligere blevet lejet på en måde, der skjulte identiteten på den rigtige lejer.
De tyske medier Der Spiegel og ZDF har hen over sommeren beskrevet, at lejerne af båden var ukrainere med falske moldoviske pas.
Påstandene er dog ikke blevet bekræftet af de tyske myndigheder.
Også et russisk specialfartøj har været i søgelyset. I april bekræftede Forsvarskommandoen, at der var blevet taget billeder af et russisk skib - et såkaldt SS-750 - der blandt andet er i stand til at have en miniubåd om bord.
Også USA og Storbritannien har været genstand for teorier om, at det skulle være dem, der stod bag.
I Danmark samarbejder Københavns Politi med FE og PET om undersøgelsen af sabotagen.
Her ønsker man ikke at udtale sig om sagen eller efterforskningen af den.