Medie: Volvo tilbagekalder 234.179 biler
Det er ikke første gang, at Volvo tilbagekalder deres EX30-model.

Det er ikke første gang, at Volvo tilbagekalder deres EX30-model.

Den svenske bilproducent Volvo tilbagekalder 234.179 af sine elektriske EX30-biler på globalt plan.
Det bekræfter Volvo ifølge det norske medie elbil24.
Sikkerhedsproblemet drejer sig om fastgørelsen af hynderne til nakkestøtten på forsæderne i bilen.
I tilfælde af en alvorlig kollision er der risiko for, at hynden kan løsne sig fra selve nakkestøtten, lyder det.
Volvo understreger, at situationen kun forventes at ske i »meget sjældne tilfælde« – og at der hidtil ikke har været anmeldelser om skader eller hændelser relateret til defekten.
Tilbagekaldelsen er altså forebyggende.
Løsningen kræver et fysisk værkstedsbesøg, hvor fastgørelsen af hynderne til nakkestøtten skal forstærkes.
Arbejdet kan igangsættes med det samme, og de berørte bilejere vil blive kontaktet direkte af Volvo, skriver mediet.
Det er ikke første gang, at Volvo tilbagekalder deres EX30-model.
I februar i år blev 40.323 EX30-biler tilbagekaldt, fordi batteripakkerne risikerede at overophede.