Regeringen er klar med et lovforslag om at ændre på reglerne for detailbutikkers åbningstider.

Ændringen vil blandt andet betyde, at de dage, der er omfattet af lukkeloven, fremover ikke skal være det.

Det erfarer TV 2.

Regeringen vil ifølge TV 2 dermed nu tillade, at der også må holdes åbent på helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag samt efter klokken 15.00 på nytårsaftensdag.

Hvis ændringen går igennem, kan det derfor fremover blive muligt at handle ind på alle tider af døgnet. Hele året rundt.

Ifølge TV 2 har regeringen ikke lavet politiske aftaler på forhånd. Det er af den grund uvist, om forslaget kan samle flertal.

Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Christian Skibby, er ikke udpræget begejstret for forslaget.

»Vi kan jo se, at hvis man fjerner lukkeloven, vil det få ganske alvorlige konsekvenser for særligt de små og mellemstore virksomheder og dem, der typisk har relativt få ansatte. Og de vil altså ifølge vores bedste vurdering tabe, hvis man ukritisk fjerner den lukkelovgning, som vi er vant til,« siger han til TV 2.