Mens fødevarepriserne er skudt i vejret, er regeringen kommet under et stadig større pres for at imødegå udviklingen.
Og ifølge TV 2s oplysninger er der nu angiveligt to opsigtsvækkende tiltag på bordet, der skal hjælpe de danskere, som er presset på pengepungen.
TV 2 beskriver ikke nærmere, hvor de har deres oplysninger fra, og B.T. har ikke kunnet efterprøve dem.
Men ifølge mediet overvejer regeringen netop nu to konkrete tiltag i kampen mod de stigende fødevarepriser: Kontante checks til udvalgte grupper i befolkningen og lavere moms på udvalgte fødevarer.
Ifølge TV 2 overvejer regeringen i det nye år at sende checks til udvalgte grupper i befolkningen, der er særligt pressede af prisstigninger på fødevarer som oksekød, æg, mælk og smør.
Det kan for eksempel være pensionister, børnefamilier og kontanthjælpsmodtagere.

Den daværende socialdemokratiske etpartiregering forsøgte sig med noget lignende, da den i august 2022 udbetalte en såkaldt »varmecheck« på 6000 kroner, der skulle hjælpe udvalgte husstande igennem energikrisen.
Denne ordning blev dog genstand for kritik. blandt andet på grund af omfattende fejl i udbetalingen af checken.
En check er i sagens natur et midlertidigt tiltag til at afhjælpe en akut krise, men ifølge TV 2 er der også overvejelser i regeringstoppen om at sænke momsen.
Ifølge mediets oplysninger ligger det dog stadig ikke fast, hvilke varer, som momsen skal sættes ned for – og i givet fald hvor meget.
Det har tidligere været beskrevet, at det vil tage flere år at ændre Skats it-systemer, så en differentieret moms på for eksempel fødevarer kan indføres i praksis.

