Der er netop landet en to-årig overenskomst på transportområdet.
Det skriver TV 2.
Detaljerne vil blive præsenteret på et pressemøde klokken 11 i Industriens Hus.
Dansk Industri og 3F Transport har forhandlet om den nye overenskomst siden tirsdag eftermiddag.
Der er omkring 48.000 ansatte inden for transportsektoren.
Om aftalens indhold oplyser TV 2 desuden, at man er blevet enige om, at arbejdsgiverne skal indbetale to procent mere til de ansattes pension.
Omvendt slipper de ansatte to procent billigere.
Den del har man også set i andre overenskomstaftaler de seneste dage.
Dansk Industri og 3F Transport skal også være blevet enige om, at den såkaldte fritvalgskonto hæves fra syv til ni procent.
Lønmodtagere kan selv bestemme, om beløbet på kontoen skal bruges på eksempelvis løn, ferie eller pension.
Overenskomsten er forhandlet på et af de to hovedområder – det såkaldte normallønsområde.
Det betyder, at den forhandlede overenskomst sætter de konkrete lønrammer for transportområdet, således at de ansatte ikke kan forhandle sig til bedre vilkår lokalt.
Aftalen er et såkaldt gennembrudsforlig, der kommer til at være rettesnor for overenskomster på mange andre områder end transport.
Forliget bliver rammesættende for op mod 170.000 ansatte på normallønsområdet. Det kan eksempelvis være på rengøringsområdet.
Gennembrudsforliget på det andet af de store områder – minimallønsområdet – blev indgået på industriens område i februar.
Minimallønsområdet er et fleksibelt system, hvor lønstigninger omvendt kan forhandles lokalt i virksomhederne.
Aftalen kommer efter at en perlerække af vigtige overenskomster i går faldt på plads inden for detailhandlen og finanssektoren.
Industriens forlig førte onsdag til overenskomstaftaler i både finanssektoren og i detailhandlen.
Disse aftaler gælder for henholdsvis 41.000 og 150.000 ansatte.
De finansansatte kan se frem til en lønstigning på 4,5 procent i år og 3,7 procent næste år.
For de butiksansatte blev parterne enige om at hæve minimallønnen med et beløb svarende til 721 kroner ekstra om måneden. Den stigning kommer til at ske en gang årligt.