TikTok-billeder med ord om terror og bomber har den seneste uge udløst et voldsomt opgør mellem Pia Kjærsgaard og influenceren Afrah al-Jabouri.

På billederne svarer al-Jabouri tilsyneladende 'yes' på spørgsmålet 'Are you a terrorist?' og 'not yet' på spørgsmålet 'Have you ever bombed someone?'.

Pia Kjærsgaard viste dem frem i TV 2-programmet 'Højskolen' og beskyldte influenceren for at hylde terror.

Afrah al-Jabouri har derimod hele tiden fastholdt, at billederne er manipulerede og aldrig har eksisteret.

Men nu tager sagen en ny drejning.

TV 2 kan nemlig afsløre, at al-Jabouri i 2022 stoppede med arbejde som security-medarbejder i Københavns Lufthavn, efter at lufthavnen fik kendskab til hendes indhold på TikTok.

Københavns Lufthavn har ikke ønsket at kommentere sagen over for TV 2.

B.T.s samfundsdebattør Yaqoub Ali har imidlertid også talt med en kilde, der arbejdede i lufthavnen samtidig med hende.

»Han sagde til mig, at hun blev fyret efter at have været ansat nogle få måneder på grund af indholdet på TikTok,« siger han.

TV 2 har også analyseret materialet og vurderer, at billederne med »al sandsynlighed« stammer fra den samme TikTok-video, som Pia Kjærsgaard viste frem i 'Højskolen.

Yaqoub Ali er tidligere militant islamist og var før leder af 'Kaldet til islam'. Foto: Linda Kastrup

Videoen ser ifølge mediet ud til at være en del af en TikTok-trend, hvor man sarkastisk svarer på stereotype spørgsmål – i dette tilfælde om muslimer.

Men den forklaring får ikke Yaqoub Ali til at se anderledes på sagen:

»Når hun tidligere blandt andet ikke har villet afvise piskeslag som straf for utroskab, bliver det svært bare at affeje det som satire,« siger han og fortsætter:

»Hvis hun fra begyndelsen havde sagt: ‘Ja, det var mig, men det var satire’, havde det været en anden sag. Problemet er, at hun fastholder, at billederne ikke er hendes.«

Og netop det holder Afrah al-Jabouri fortsat fast i.

»Jeg har sagt til dig og andre idiotiske journalister, at billederne aldrig har eksisteret. Så fat det dog, eller tag noget danskundervisning,« siger hun til TV 2.

Hun har tidligere sagt, at hun ikke mistede jobbet på grund af TikTok-indholdet, men stoppede som følge af racisme.

Og dramaet stopper ikke der. Efter optagelserne til 'Højskolen' anmeldte al-Jabouri den tidligere DF-formand for vold og hævdede, at Pia Kjærsgaard havde skubbet hende fire gange.

Flere af deltagerne har siden kommenteret på episoden over for B.T. Læs mere HER.